Den 7. oktober udkom bogen EN LIDT LÆNGERE REJSE, der er en række fortællinger om Poul Krebs, som fører læseren fra udgangspunktet for hele beretningen, en anonym skolegård i Skagen tilbage i '78, over fjorten vidt forskellige Krebs-plader fyldt med historier og finurlige hændelser og frem til tilblivelsen af det seneste skud på stammen - albummet STRIBER AF LYS
(august 2002).

Undervejs hører man for første gang en lang række af de skæve og skarpe historier, der er en væsentlig del af Poul Krebs' karriere, fortalt af ham selv og af de musikere og mennesker, der var med på rejsen.

EN LIDT LÆNGERE REJSE er skrevet af Jonathan Løw.

Pressen skrev:
"Man fornemmer at forfatteren har haft et ganske omfattende materiale at tage vare på, men han forfalder ikke til alenlange udregninger: Bogen er befriende stramt redigeret og præget af et godt solidt sprog. Så alt i alt er "En lidt længere rejse" en værdig og læseværdig bog om en institution i dansk musik."
- Uffe Christensen, Jyllands-Posten

"Bogen tegner et udmærket, levende og sobert portræt af den succesfulde 46-årige trubadur ..."
- Karl Erik Watz, Lolland-Falsters Folketidende

"Styrken ligger i det store kendskab til Krebs' musikalske meriter. Selv de største Poul Krebs-fans finder nok nye godbidder til det samlede billede af en pæn mand, der har viet sit liv til den pænere den af den ellers ret beskidte rockmusik."
- Carsten B. Grubach, Jydske Vestkysten

"Biografien fokuserer på musikeren Poul Krebs, og derved meget lidt på privat- personen, hvilket i mine øjne er med til at hæve den op over sladderbladsniveauet, og ind i en verden hvor man får mulighed for at opleve en sangskriver/musikers udvikling på nært hold."
- Sune Mølgaard Faber, Jubii Bøger
 

Uddrag fra bogen:
JORDEN RUNDT I –
AT HÆLDE FARVER PÅ LIVET

Som Michael Falch har skrevet om vennen og kollegaen Poul Krebs, fornemmer man under hans varme klukkende latter en blå tatovering af tab, rastløshed og melankoli. En nænsomhed og nogle stemninger, der går igen i mange af Pouls sange, som på samme tid er hjertevarme, lyse og melankolske.
Det at lytte til en Krebs-fortælling er ligesom en tegnefilm, som starter i sort/hvid, men hvor der lige pludselig bliver hældt farver på:

Poul formår at tage nogle tilsyneladende grå og triste personer og miljøer og sætte kulør på, så de får en ny betydning. Samtidig besidder han et umiskendeligt lokalt præg, og hans sanges persongalleri består ikke af verdensborgere; de er lokalbefolkning, og hans historier stammer fra lokalmiljøet. Fra Mols, Kalundborg, Århus, Vesterbro, Ålborg og Bakken. De ligner manuskripter til novellefilm skrevet langt væk fra dér, hvor tingene foregår.

Med forgyldte tæpper på væggene
og et svagt rødlilla lys
gik de fleste op i en enhed dér
på pavillonen i Nykøbing Mors.
(”Lykkelig kærlighed”, Strejfer, 1992)

Netop de små novellefilm er det, som de fleste forbinder med Poul Krebs’ sange. Nærbilleder, der vokser sig større i mødet med lytteren og hændelser, som ikke i sig selv synes at have den store betydning.
Én af de ting, Poul siger, han har lært i sin karriere, er at få øjnene op for mulighederne i sådanne små situationer. Som når man står i et halvkoldt køkken i Strandpavillonen i Nykøbing Mors, fugten driver ned ad væggene, og der stinker af gamle dage:

Vi kørte rundt i min bassist Helge Solbergs gamle og charmerende, men dog udtrådte Mercedes, og regnen silede ned. Vi måtte orientere os via stjernen på Mercedesen og ankom så sent en aften til dette hus med noget Twin Peaks-agtigt over sig og en svag rødlilla aura. Vi trådte ind i stuen, og der var tæpper på både gulve og loft med den eneste forskel, at tæpperne på gulvet var så gennemblødte, at det mindede om at gå rundt i et sumpområde.
Vi fik dog sat anlægget op i et hjørne, lavet lydprøve og satte os ud i køkkenet for at vente på, at vi skulle spille. Vi var faktisk inde i en god liveperiode, men dér, in the middle of nowhere, så vejrudsigterne ærlig talt ikke for gode ud.
Da viseren passerede tolv gik vi så på, og stedet var rent faktisk fyldt op – men udelukkende af diskoteksgæster, som bare ventede på, at vi skulle sætte gang i stedet med tidens toner. Lyspunktet var dog, som jeg skriver i sangen ’Lykkelig kærlighed’, at ’natten er sort som en skopudser her, og den varer kun indtil i morgen’.
Så i stedet for at føle mig elendig eller blive desperat i sådan en situation, brugte jeg det redskab, der er blevet mit: sangskrivningen. Jeg forsøgte at lade stedet og menneskene forvandle sig ind i en sang – det er min redningsplanke fra melankolien. Det at skrive sange er at stoppe op og reflektere over livet, og det er sangskriverens privilegium at kunne sige: Ja, ja – det er godt nok langt ude, dette her, men der kommer måske en sang ud af det.

Poul er altid undervejs mod nye oplevelser og indtryk – ligesom personerne i hans sange. Han rejser rundt på de danske landeveje og skriver om små og store skæbner, han møder, men på samme tid er han en eventyrer, der afsøger fjerne egne af verden og udveksler idéer og historier med mennesker på den anden side af Atlanten. Nogle af disse erfaringer bliver foreviget i Krebs’ sange – lige fra førnævnte regnvåde aften i Nykøbing Mors til et ligeledes oversvømmet New Orleans, hvor selv piccoloen måtte vade rundt i gummistøvler.
Men denne rejse, jorden rundt med Poul Krebs, begynder på en færgetur tværs over Storebælt:

Han så på havet og på mågernes færd
da hun sagde: hvad kan jeg hjælpe dig med
og han så et par øjne der var langt mere værd
end det der ellers var at se frem til.
(”Dit tog er på vej”, Morgendagens tåber, 1991)

Historiens hovedperson drømmer sig så langt væk, at kaffen går hen og bliver kold og tiden ligegyldig, og på den måde er ”Dit tog er på vej” et oplagt eksempel på, hvordan Krebs undervejs på sine rejser formår at se magien i hverdagens episoder og hændelser:

Det, der skrev sangen, var nok alle de groteske stunder, jeg har haft på verdens kedeligste færgetur, som kunne være Århus – København, Nyborg – Korsør eller hvad ved jeg. Det er oplevelsen af at sidde inde i denne mærkelige blanding af et cafeteria og en restaurant, hvor man har befundet sig seks hundrede gange før, og så ser man det her kort med ordene: ’Danmarks bedste biksemad’. Samtidig kommer Danmarks grimmeste uniformer gående forbi én, og så får man lyst til at lukke øjnene og tro på, at når man åbner dem igen, så ser det hele lige pludselig helt anderledes ud.
Jeg kan varmt anbefale, at når virkeligheden ser alt for grå ud, så er det med at digte løs. Det blev jo Björks redning i ’Dancer in the Dark’, så hvorfor ikke fantasere sig til, at alle stewardesserne danser rundt, og man får serveret det bedste måltid mad nogensinde.
Det er lidt de samme idéer, der ligger bag ’På en kaj i Kalundborg’. Her sad jeg i stedet på en perron og greb mig selv i at tænke: ’Nej. Nu sidder jeg igen her og venter på dette regionaltog, der stopper i hver eneste lille flække af en by tværs over Sjælland.’ Og så er det, der må digtes.

Poul skriver sig videre ind i historien, og vi møder ham næste gang i det indre København – en by, hvor han har hentet inspiration til adskillige sange. Fortællinger, der ønsker at flytte os en lille smule fra der, hvor vi befandt os i går. Historier om fællesskab og om at holde fast i nogle grundlæggende værdier i storbyens hektiske miljø:

En af mine sange fra København, ’Willy og Mig’, er mødet mellem to mennesker, der begge voksede op i en lille jysk provinsby, men hvoraf kun den ene kom af sted i tide, mens den anden altid havde fået at vide, at han skulle spise op først.
Sangen er en af grundene til, at jeg aldrig har været til gammel elevfest, og den handler blandt andet om de ofte akavede møder, man kan have med gamle kammerater. Det er den her følelse af, at man, imens man har været adskilt, har støbt sit liv i nogle former, som er for forskellige til, at man kan have andet end historierne sammen – man står som på hver sin side af muren i Berlin.

Jeg synes, at ensomheden fylder meget i vores vestlige verden og kultur. Den er blevet et storbyfænomen. Folk bor tæt sammen, men alligevel er de ensomme og ved ingenting om hinanden. Det forholder sig nok lidt omvendt i landsbysamfundet – måske fordi rygterne løber så stærkt.
Sådan et sted, som jeg bor nu, der trives sladderen i bedste velgående, men man kan så også vende det om og sige, at det måske er et udtryk for, at folk rent faktisk bekymrer sig om hinanden. Det er i hvert fald slående, at jo tættere folk bor sammen, desto mindre fællesskab oplever de.

Så står vi en dag i Købmagergade
som solsikker i regn
Vi står der en tid som på hver sin side
af muren i Berlin.
(”Willy & Mig”, Forbandede vidunderlige tøs, 1999)

Andre numre tager deres udgangspunkt langt væk fra metropolens travle gader – i diverse udkanter af landet som i ”Dansen”, der er inspireret af et ferieophold i Løkken tilbage i 80’erne:

Min ven havde en iskiosk i Løkken, og der hang vi ud en sommer. Jeg kan huske, at da sommeren var forbi, stod vi med en enorm følelse af tomhed – lige pludselig var byens gader totalt forladte, og det eneste, der stod tilbage, var skiltet: ’På gensyn næste år’.
Når jeg betragtede Løkken på den forkerte side af sommeren, mindede det mig om sådan en westernkulisse, hvor pølsebakkerne blæste igennem gaderne, og hvor det hele lå øde hen.
Den oplevelse skriver jeg om i ’Dansen’, og som det også hedder i sangen, var vi virkelig ude, hvor gaden blev til sand – helt bogstaveligt, fordi asfaltvejene i Løkken løb ud i stranden, men også tænkt i overført betydning. Og så havde jeg hele tiden den fornemmelse af, at nu måtte vi få så meget ud af sommeren som muligt, for selv byens kasseapparater blev gjort op til lyden af, at ingenting varer ved.

Jeg spekulerede på hvorfor mon
jeg lod dig tage det tog du tog
mens jeg kigged efter sporene
og alle farverne blev blå.
(”Dansen”, Hvor gaden blir til sand, 1988)
 

Du kan læse mere om bogen ved at besøge www.krebsbog.dk

Til toppen af siden