Poul Krebs om arbejdet med en af de sjældne danske country-plader
Det der med country, det har altid ligget et sted i mig, siger han - uden at blinke endda. Han hedder Poul Krebs og sidder på Byens Kro sammen med Frank Marstokk, der har været producer på en plade, de kalder for en "countryproduktion som alligevel er meget andet end country".
-
Jeg har egentlig altid skrevet nogle meget gammeldags sange, men jeg har det
lidt svært med teksterne fordi jeg propper alt for mange ord ind. Jeg vil gerne
fortælle en historie - lave en lille film i hver sang. Den eneste grund til at
jeg laver sange er, at jeg ikke har råd til at lave film, siger han med et skævt
smil.Men passionen for country har været gemt af vejen i en del år. Indtil han mødte Frank, som også gik rundt og var helt vild med cowboystøvler. Sammen med John Lind Madsen snakkede de en masse om country den sommer. Nu - næsten to år efter - er snakken blevet til noget: LP'en "Hvor Gaden Bliver Til Sand". Men inden da har de måttet sande, at den danske musikbranche ikke er sådan at bide skeer med.
De havde sat sig for at skulle lave et projekt, som skulle være "helt specielt i den her jungle af musik", og pladeselskabet Polygram var umiddelbart begejstrede for deres idealisme og gav dem helt frie hænder. Men som så mange pladeselskaber så ofte gør, trak Polygram også i land efterhånden som projektet udviklede sig. Krebs og Co. var ikke indstillet på kompromisser, så de tog tyren ved hornene og sagde farvel og tak.
- Vi havde alle været enige om fra starten, at hvis ikke vi kunne stå 100 procent inde for alt, hvad vi lavede hos Polygram, ville vi hellere klare det selv. Vi er trætte af altid at søge den gyldne middelvej, bedyrer Frank Marstokk og Poul Krebs samstemmende.
Frank foreslog Poul at tage en tur til USA for at tænke over tingene efter bruddet med Polygram.
- Der er ikke noget odiøst i at jeg har rendt rundt i USA i to måneder, det er der et hav af mennesker der gør.
Men det har været enormt sundt for mig at komme væk fra alt det vante, hele musikbranchen og i stedet se tingene lidt på afstand og få sat dem lidt i perspektiv.
Så er USA vel ikke det mest ideelle sted?
- Næe, måske ikke. Men jeg tog altså afsted for at opsøge de små steder, hvor countrymusikken er noget helt fundamentalt. Fløj til New York, satte mig i en bus og kørte i et døgn. Så var jeg i Nashville og der går tingene meget langsomt. Simpelthen så langsomt, at man kan tænke over alting. Senere tog jeg videre til New Mexico og der går tingene helt i stå - tiden går nærmest baglæns, griner han og fortsætter:
- De steder var det ikke noget med hvor meget lys der er på, og hvor meget røg, der kommer ind på scenen. Mange af de folk kommer aldrig ud af byen. De står bare der i et hjørne i mange år og spiller røven ud af bukserne. Det var sådan noget, jeg gik efter. Jeg kørte i bus tværs over USA to gange og der er fandme tid til at tænke over tingene. Mange af pladens sange er skrevet der.
- Før Poul tog afsted havde vi jo snakket meget om country, og da han kom hjem sagde han bare - det skal være country det her, bryder Frank Marstokk ind. Udover at han har produceret LP'en, spiller han også trommer på den.
Pladen
blev til i oktober sidste år i en gammel fiskerhytte ved Mariager Fjord. Fem
desperados - med deres egne ord - tog instrumenterne under armen og isolerede
sig fra omverdenen og jammede sig ind på hinanden.Foruden Poul og Frank bestod gruppen af Marius Müller på guitar, Kent Holm Jensen på bas og endelig Sune Hummel, der er den lykkelige indehaver af et 16 spors mobilt anlæg.
- Det var lidt af en sats.
Vi kendte ikke hinanden alle sammen og ingen af de andre kendte mine numre. Men vi havde jo ikke andet at lave end at spille og vi endte med at lave en produktion, der koster en tiendedel af hvad der er normalt. Nogle gange sad Frank inde i stuen og spillede trommer, jeg stod ude i køkkenet og sang. Ind imellem kiggede John forbi og stod og lavede mad til os midt mellem mikrofonstativerne. Det hele tog en uge og bagefter var vi alle sammen enige om, at nu var det endelig som vi gerne ville have det, fortæller Poul Krebs.
Men de var også lidt betænkelige. Det var næsten gået for nemt. Projektet havde jo tidligere været ved at ryge i vasken hos Polygram.
- Dengang var vi så naïve, at vi troede vi bare kunne gå ind og lave det vi ville, uden krav fra pladeselskabet. Det endte med at vi alle sammen følte os meget utilpadse med det. Hvis det skulle være en smule ærligt, og det samtidigt skulle være sjovt - der er jo fandme så få penge i det her, at det er nødt til at være sjovt - ja, så måtte vi til sidst tage konsekvensen og sige, at det var så den oplevelse.
Det er ikke første gang Poul Krebs hovedsageligt har måttet "nøjes" med oplevelsen. I 1979 lavede han sin første plade, og nogen ubetinget succes kan man ikke kalde den.
- Jeg var totalt grøn og havde aldrig før været i et pladestudie. Det var en fyr, der hedder Country-Palle som har et studie oppe i Nibe, der skulle producere. Jeg flippede helt ud og mødte op i studiet med en liste over alle de bedste musikere, som jeg ville have med på pladen. Men så sagde han: "Næe… jeg kender helt tilfældigt nogle musikere vi kan bruge og jeg synes ikke der skal trommer med dér og så videre. Men en plade blev det da til, fortæller Krebs halvkvalt af grin og koger nærmest over, da han beretter om plade nummer to:
- Det gik overhovedet ikke. Da den havde været i pladeforretningerne i 14 dage ringede jeg simpelthen og købte den tilbage. Den var frygtelig.
Senere gik det lidt bedre. Sammen med Krebs Band blev det til en plade og en masse koncerter.
Nu
håber han på at samle musikerne fra pladen og spille både på Sjælland og i
resten af landet i maj måned. Udover desperadoerne fra fiskerhytten i Mariager
tæller det samlede hold også Pete Repete på synthesizer, string, cello og sitar
og "mandekoret" bestående af Henning Stærk og Ivan Pedersen - joe, det er ham
fra Laban.- Det var også lidt af et sats. Hverken Henning eller Ivan vidste, de skulle synge kor sammen inden de stod i studiet. De gloede lige en ekstra gang, men i løbet af 20 minutter gik det enormt fint. Frank Marstokk bryder ind:
- Ivan synger jo skidegodt. Vi respekterer ham som en fremragende sanger for han giver sig ikke ud for at være andet end det han er, fastslår Frank. Han og Krebs er enige om, at de har lavet en plade som er så hudløs ærlig som den kan blive og vil heller ikke sælges på andet end det, de mener de er.
- Lige nu sidder John og arbejder med, hvordan vi nu kan sælge den her plade så vi…
- Er John vores manager, spørger Frank forbavset.
- Hm, jae… jeg kalder ham vor mand i København, griner Krebs.
- "Er I overhovedet smarte nok til alt dette?"
- Jeg er umulig i den her branche, fastslår Poul Krebs.
(Af Helle Nørgaard - søndag 3.april 1988)