Du kan klikke på billedet for at se det i stor størrelse.

Ud af studiet - ind i hytten

Poul Krebs droppede pladekontrakten og lavede sin helt egen plade på landet

Enten må man få nogen til at betale for det og så gøre det, som de vil have det. Eller også må man gøre det selv.
Siger den østjyske rocksanger Poul Krebs, der valgte det sidste.
De fleste rockmusikere drømmer om pladekontrakternes forjættede land. Sådan en fik Poul for over et år siden. Endda med et af de gamle flagskibe i branchen, Poylgram. Men han droppede den igen.
- Vi fik at vide, at vi havde helt frie hænder. Men efterhånden strammede det til. "Prøv lige med en hornsektion dér, osv."
Det endte med at vi til sidst kom ud af studiet i dårligt humør, og så satte vi os hen til Frank (Marstokk, red.) og hørte gamle rockplader. Og så fandt vi ud af, at det egentlig var sådan noget vi ville. Vi ville lave den musik, vi havde lyst til. Ikke komme på plade for enhver pris.

Ikke musik for tre generationer
Om få dage udkommer resultatet af den snak: en rå svedende rock/country/rythm'n'blues plade. Indspillet på én uge i en fiskerhytte ved Mariager Fjord med 60 græssene får på marken som eneste tilhørere.
- Vi har en pladeselskabschefs ord for, at produktionsomkostningerne er ligefrem proportionale med pladesalget. Man taler om, at der skal sælges 45.000 plader, før man begynder at tjene penge på det. Det ville betyde, jeg skulle tilpasse min musik til tre generationer!
Poul Krebs har altid sat tæring efter næring som musiker. Poul Krebs Band startede som duo. Da der blev råd til endnu et medlem, blev det en trio osv.
Han har Bob Dylan, The Beatles og svenske Ulf Lundell med i sin bagage, men han laver tekster fra sit eget følelsesregister.
Enkle ord, enkel musik.

Rock i køkkenet
- Sådan skulle det være.
Vi tog op i det hus, lånte et mobilt studie og spillede nærmest med mig siddende i køkkenet, guitaristen i stuen og lydmanden ovenpå med mixerpulten. En halv dag pr. nummer.
- Omgivelserne gjorde os enormt sentimentale. Fårene. Naturen. Efter to dage begyndte Marius at tale på sin hjemlige norske dialekt. Stemningen var der. Og uanset om det her sælger plader, så har jeg det godt med det. Det har været rigtigt for mig.
Og rigtigt for musikerne, der tæller to nordmænd: guitaristen Marius Müller er en stor kanon i Norge (hvor han har udgivet fem solo-plader) og i Sverige hvor han spiller med hos Björn Afzelius. Den anden nordmand er Frank Marstokk (trommer), der producerede den første LP for Disneyland After Dark (DAD). Kent Holm Jensen fra det gamle Poul Krebs Band spiller bas.

Der skulle ikke røres ved noget
Pladen kommer til at hedde "Hvor Gaden Blir Til Sand" og udgives på et lillebitte forlag, Sundance.
- Vi var rundt hos alle pladeselskaberne med båndene fra fiskerhuset. Kun to var ikke interesserede. Et sted ville de have balladen "For Enden Af Regnbuen" ud som single. Den skulle bare lige have en måned mere i studiet for at blive "produceret" op. Men det fandt vi ingen grund til. Den lød, som den skulle. Det eneste, vi har tilføjet bagefter, er lidt keyboard fra Pete Repete (fra bl.a. Sanne Salomonsen Band) og kor fra Henning Stærk og Ivan Pedersen fra Laban.

Gammeldags
Resultatet er musik, som det lyder på en varm aften på Vestergade 58. Tressermusik. Nogen vil kalde det håbløst gammeldags. - Det er det jo også. Jeg håber, det er så gammeldags, at det måske går hen og bliver regnet for avant garde!

(Af Anders Lange, Aarhus Stiftstidende, torsdag 7. april 1988).

LUK VINDUE