Det
er næppe helt ved siden af at kalde ham en dansk-rockens grimme ælling, der
efter års slid endelig voksede sig til en smuk svane. Eller, for at blive i
eventyrets verden, frøen, der forvandlede sig til en prins, klar til at erobre
ikke alene prinsessen på slottet, men også det halve kongerige. For historien om
Poul Krebs smager af eventyr, som det også bliver påpeget i titlen på det
dobbelte opsamlings-album, der udkommer i disse dage "Det Minder Lidt Om
Eventyr". Efter at have slidt landevejene tynde i årevis, på vej til den ene
koncert efter den anden, altid med sparsomt publikum - efter at have udsendt
plader i 15-16 år, som ingen gad at høre, og langt mindre købe, så rykkede det
pludselig for Poul Krebs i 1995. Albummet "Små Sensationer" overhalede i den
grad sit navn og skaffedde Krebs et kommercielt gennembrud med et sensationelt
højt salgstal på godt 220.000 eksemplarer. Siden har den Samsø-boende spillemand
tilhørt eliten på den danske rockscene. Udsolgte koncerter, platinsælgende
plader. Det kan man da kalde et eventyr, eller hur?Poul Krebs: - Jeg kan godt se på afstand, at min karriere kan ligne et eventyr. Men det er ikke sådan, jeg selv tænker på den. Jeg har nogle andre kvalitetskrav. Mine ambitioner har ikke noget at gøre med, hvor mange plader jeg sælger. Men jeg vil gerne blive bedre til at skrive sange, til at udtrykke mig klarere, og det har succesen givet mig friheden til at afprøve.
Jeg har altid ment, at opsamlingsplader kunne man sku udsende, når man blev gammel
- Den økonomiske sikkerhed er vel heller ikke at foragte?
- Selvfølgelig ikke. Tidligere lavede jeg plader for at komme ud at spille. Jeg blev hele tiden spurgt, når jeg talte med arrangører om job, om jeg havde en ny plade ude. Det havde jeg måske ikke. "Nå, så må vi vente", svarede de. Så måtte jeg jo se at lave én efter først at have overtalt en eller anden til at betale for det. Nu spiller klaveret heldigvis en anden sang, siger Poul Krebs.
Han har selv været kraftigt involveret i tilblivelsen af det nye opsamlings-album, der består af en CD med de bedste studie-sange og en CD med live-indspilninger. Og Krebs er tilfreds med resultatet af anstrengelserne.
- Jeg har altid ment, at opsamlingsplader kunne man sku da udsende, når man er blevet gammel. Men jeg tror, at det her er en plade, jeg godt kunne finde på at købe selv. Den har sin berettigelse i rækken af Poul Krebs-plader. Og så er der det gode ved det, at den giver mig luft, så jeg højt og helligt kan love, at der ikke kommer et nyt album fra mig, før jeg har 12 nye sange, der virkelig trænger sig på og skal ud. Det skal være en nødvendighed, ligesom den nye U2-plade har været nødvendig for U2. Det har ikke altid været tilfældet med mine plader. Nogle af dem er udelukkende blevet lavet, fordi turné-jobbene krævede dem.
- Jeg har heller aldrig tidligere været i den situation, at jeg kunne sidde i studiet og arbejde i tre måneder. Det var der aldrig nogen, der ville betale for. Pladerne skulle ud, og det var så det. Videre til næste. Det er de vilkår, man accepterer i det her job, når man måske ikke har en stor uddannelse at kunne falde tilbage på, hvis det kikser.
Jeg vil ikke på nogen måde have byttet min karriere for en anden
- Af samme grund er det altid den nærmeste drøm, jeg har jagtet. Før "Små Sensationer" var guleroden at komme til at spille og indspille med musikere, som jeg fra min position kun kunne drømme om at komme til at arbejde med. Og det er da lykkedes meget godt. Jeg har lavet plade i England med internationale topnavne, og mine bands har ofte haft medlemmer, der var mere kendte, end jeg selv var. For eksempel har såvel Nanna som Søren Sko, Henning Stærk og Ivan Pedersen alle sunget kor for mig.
- Det har været ekstremt lærerigt, og jeg vil ikke på nogen måde have byttet min karriere for en anden, selv om jeg tit har stået derude i 4. klitrække og spurgt mig selv om "hvad helvede laver du her".
Men så håber jeg, at succesen varer så meget desto længere, nu den var så svær at opnå.
- Hvorfor tror du selv at "Små Sensationer" blev sådan en succes?
- Der var flere heldige faktorer, tror jeg. Dels var vi flyttet til Holland og var på den måde ude af billedet i en periode. Da jeg så kom tilbage, udkom
pladen på et tidspunkt uden ret mange andre dansksprogede plader. Det endte så med, at alle tog den til sig.
- Det er lige før, det kan sammenlignes med Brødrene Olsens succes?
- Ja, det er en skøn historie. Det er ikke mere end et par år siden, jeg så dem på Cafe Ophelia på Samsø. Vi var vel 15 tilhørere. Nu tjener de millioner. Når det uberegnelige sker i den her branche, så sker det for fuld musik. Det er også min historie. Pludselig sker der noget, der vender op og ned på det hele, og det er aldrig for sent. Det er både jeg og Olsen-brødrene et bevis på.
Pludselig betragtes man som verdens klogeste mand, og det er man jo ikke
- Har du været ved at opgive det hele undervejs?
- Jeg ved det ikke, men jeg har da vaklet - men jeg har vaklet ligeså meget i succesen som i fiaskoen.
- Hvordan det?
- På den måde, at alle ville have fat i mig. Og efter at have været vant til at sige ja tak til alle tilbud skulle jeg pludselig til at lære at sige nej, hvis ikke jeg ville lade min karriere styre af perifere relationer. Det gik først op for mig på Midtfyns Festivalen, hvor stort det var blevet. Her stod vi otte mand, toptrænede og gennemøvede - og så overtog publikum simpelthen koncerten, sang ALT fra start til slut. Først på Portugals strande nogen tid efter blev jeg mig selv igen. Jeg har altid sagt til mig selv, at kom succesen, kunne jeg håndtere den. Jeg er ikke 18 år længere, og jeg har spillet med en masse mennesker, der har prøvet det hele før mig. Alligevel var omfanget ved at slå benene væk under mig. Alle hev og flåede i mig, og uvant med tempoet halsede jeg bare efter. Og så er der det ved berømmelse, at den er ligefrem proportional med, hvor klog man anses for at være. Pludselig betragtes man som verdens klogeste mand, og det er man jo ikke. Men det er sku svært at affærdige dem, der pludselig vil have en kommentar om et eller andet aktuelt emne.
- Var det dét, der holdt dig i gang i alle de år uden succes, at du fandme ikke ville tilbage til et almindeligt 9-17 job?
- Jeg har nu aldrig haft andet arbejde, så jeg har ikke haft noget at "vende tilbage til". Min drivkraft har hele tiden været at blive bedre, ikke at blive berømt. For så var jeg stoppet for længe siden. Men i de år, hvor det kneb med at leve af musikken, underviste jeg i guitarspil, på privatskoler og især på Idrætshøjskolen i Århus. Det gør jeg ikke mere, men jeg vil da sige, at det ikke er noget, der ligger mig fjernt at genoptage, hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg kan godt li' kontakten med eleven og at videregive nogle sange, som jeg selv synes er fede. Det ville ikke genere mig, at skulle lave det igen.
(Af Allan Lykke Olesen - Foto: Lars Poulsen)