Poul Krebs er gået hen og blevet folkeeje med sit efterhånden store katalog af
fællessange. Den rolle har han det fint med, ligesom det heller ikke rører ham
at tilhøre udendørskoncerternes gamle garde.
Uanset om man befinder sig på Midtfyn, Skanderborg eller Roskilde, er scenen den
samme: Poul Krebs synger og spiller, og publikum skråler med på "Johnny Han Var
Lige Ved At Blive Sindssyg" eller et af de andre hits, mens den ene hånd krammer
kæresten og den anden en doven fadøl i
plastickrus.
Jo, musikeren fra Samsø er ikke længere en hr. hvem-som-helst, men
har nærmest opnået nationalskjaldstatus på linje med Kim Larsen.
Selv om det aldrig har været et mål i sig selv, har Poul Krebs ingen problemer
med at skulle udfylde rollen som folkets troubadour.
- Nu er det jo ikke sådan noget, jeg vågner op og tænker på om morgenen.
Men det er da væsentligt, at der er nogen, der har den post og kan give folk en
god oplevelse. De skal have det, de er kommet efter, og det giver vi dem, siger
han.
Fandt førertrøjen
Men det tog alligevel Poul Krebs nogle år, før han vænnede sig til den
fællessang, der ofte får hans koncerter til at minde om en landskamp i parken.
- Til at begynde med var det lidt lammende og overvældende. Vi ville gerne
have lov til at vise, at vi kunne spille, og når publikum så satte i med et
kæmpe fodboldkor, blev vi nærmest overdøvede. Men efter et års intens kamp har
jeg fået tilkæmpet mig førertrøjen igen og har genvundet autoriteten, og nu har
jeg det fint med det, siger den jyske musiker og tilføjer:
- Men jeg er jo ikke den type, der instruerer folk i at synge med, men når der
kommer nogle linjer, som de elsker at synge - jamen, så skal de sku også have
lov til det.
Nyder publikums opbakning
Selv om han er kendt som en beskeden jyde, er Poul Krebs ikke bleg for at
indrømme, at han nyder sit publikums opbakning, som han selv tror har meget med
sproget at gøre.
- Man skal ikke underkende effekten af, at det rører én, når 10.000 mennesker
synger ens sange. Det er da en dejlig fornemmelse. Jeg tror, at det betyder
meget, at jeg skriver på dansk. Det skaber en fællesnævner. Hvis man rammer, så
rammer man meget hårdere, end man ville gøre på engelsk.
Når Poul Krebs tropper op på Grøn Koncert, er det med fornyet energi og en række
nye sange i bagagen. Vinteren og foråret er nemlig blevet brugt på en mindre
akustisk turné landet rundt. Koncerterne har typisk været afholdt på
spillesteder og i teatersale, og i modsætning til på festivalerne sad
publikum ned.
- Det var meget stemningsfuldt og en stor kontrast til sommerens koncerter, hvor
det jo er mere fest. Publikum var meget lydhøre og fik en helt anden oplevelse
af min musik. Det var dejligt at prøve noget andet end det, man er vant til. Og
det gør også, at man ikke kører træt, siger han.
Godt program
Selv om Poul Krebs med sine 45 år nu tilhører den ældre generation af danske
musikere, føler han sig ikke for gammel til at spille på Grøn Koncert, selv om
publikum og de andre bands - med undtagelse af TV-2 - har knap så mange år på
bagen som ham.
- Jeg har det fint med at være blandt de ældste og tænker egentlig ikke over
det. Publikum på Grøn Koncert er jo altid meget bredt. Faktisk synes jeg, at
programmet i år er virkelig godt. Jeg kan specielt godt lide Outlandish. Jeg er
meget imponeret over deres musik, som ikke virker så programmeret som andet hip
hop. Der er et flow i musikken, som gør, at man stopper op og lytter, lyder det
rosende fra Poul Krebs.
Han håber dog, at det ikke kun bliver de helt unge, der tropper op til Grøn
Koncert - eller de mange andre udendørskoncerter i det hele taget. - Det ville
være rart, hvis vi i denne del af verden ikke holdt op med at gå til koncerter,
når vi bliver over 30 og får børn. I USA og England, hvor musikken har været en
væsentlig del af kulturlivet i så mange flere år, går folk i alle aldre ud for
at høre musik. Det er måske noget af det, som Grøn Koncert kan være med til at
gøre noget ved - det er jo en familiebegivenhed for nogle. Og så kan man jo bare
håbe på, at de får lyst til at komme til koncerterne om vinteren, siger Poul
Krebs.