På en samsøsk bakketop i et stort, hvidt hus tøffer Krebsen
rundt i krøllet skjorte og bare fødder i et par - utvivlsomt meget hippe - slippers. Her har han og hans kone Ulla, der er koreograf, indrettet musik- og
dansestudie. Lige nu har en gruppe dansende udlændinge taget ophold på
Dansebjerg, som huset hedder og i øvrigt har heddet i mange år, før Krebs med
familie overtog det for to år siden. Ulla er her også, men hun deltager ikke i
kropsudfoldelserne i den tilhørende bygning.- For hun er gravid, siger Poul lavmælt i en bisætning.
- Og der har været lidt problemer i begyndelsen af graviditeten, men nu tør vi tro på det.
Ulla, der skal føde sit og Pouls andet barn i oktober, er ti år yngre end sin mand, men alder og det at blive far, når man er 45, er ikke noget, Poul spekulerer over.
- Jeg ville være mere bekymret, hvis jeg havde brugt mere tid i mit liv på at planlægge. Så ville jeg sige, det var dårlig planlægning. Men det er en kæmpestor fordel at få børn i min alder, der er ikke så meget man går glip af. Jeg tror også, jeg på mange måder vil være en bedre far nu, end da jeg var yngre. Lige i begyndelsen regnede jeg lidt på, hvor gammel jeg vil være, når barnet evt. skal konfirmeres. Men jeg har altid forsøgt at leve her og nu, og lige nu tænker jeg faktisk mere på, at jeg skal debutere på Michael Falchs fodboldhold med brødrene Laudrup på fredag, og det må jeg se at komme i form til!
Poul Krebs blev født i Århus den 28.maj 1956. Han voksede op sammen med sin storesøster, og de fik faktisk en storebror for nylig!
- Jeg har en halvbror, der kom til for nogle år siden, og det er meget lykkeligt. Min mor var i sin tid nødt til at bortadoptere ham.
Realistiske drømme
Poul voksede op tæt ved Vejlby-Risskov Hallen, hvor han gik til håndbold og fodbold efter skole, og hvor store udenlandske navne som Jimi Hendrix og Rolling Stones spillede rock dengang i 70'erne.
- Jeg fik nogle gange lov til at stille stole op til de store koncerter, og både idrætten og musikken tændte et lys i mig. Men jeg er fra et hjem, hvor drømmene er realistiske. Man drømmer ikke om mere, end der kan opnås.
Så selv om Poul blev sanger i et orkester, drømte han aldrig om, at han en dag skulle ligge på hitlisten i over et år med sin musik og stå på de største koncertscener herhjemme. Som teenager fik Poul en guitar af sin søster, som hun havde taget med hjem fra en Interrailtur i Spanien.
- Jeg lærte alle sange i to-tre akkorder, og på det tidspunkt kom der en "folk"-bølge ind over Danmark. Jeg spillede i en duo - Poul og Michael - det var meget lærerigt og sikkert ikke særlig godt.
Poul var på det tidspunkt blevet en ambitiøs håndboldspiller, og nu stod han i lidt af et dilemma. Skulle han vælge sporten eller musikken?
- Jeg spillede to år på divisionshold og udvalgte hold, men jeg sad nu mest på udskiftningsbænken. Jeg fik faktisk mest spilletid i bussen hjem, for jeg havde altid min guitar med.
Poul siger, at han egentlig ikke tog en stor beslutning, men at det var et mønster af mange små beslutninger, der fik ham til at vælge musikken. Måske kom det sidste skub den dag, han meldte fra til en håndboldtur til Grønland eller Paris (det kan han ikke huske) for at spille for et lillebitte publikum på et værtshus i en provinsby. Poul kom i kontakt med to amerikanere, der turnerede rundt i verden med deres instrumenter og soveposer, han hægtede sig på og fik smag for det omflakkende liv på landevejen.
Jeg indspillede en plade (Efter Stormen fra 1979, red.), og det var en
drøm der gik i opfyldelse. Drømme har det bare med at være bedst, lige inden de
går i opfyldelse. Jeg havde f.eks. en liste med musikere, jeg gerne ville have
med på pladen, men det måtte jeg ikke. Jeg skulle bare lyde som den første
Sebastian-plade eller sådan noget, for den havde jo solgt! Senere fik jeg Ivan
Pedersen, Henning Stærk, Nanna og Søren Sko til at synge kor for mig, og der var
en tid, hvor mine korsangere var mere kendte end jeg var.Ser bedre på afstand
Poul Krebs solgte typisk mellem 3.000 og 10.000 eksemplarer af sine plader, indtil der skete lidt med Morgendagens Tåber fra 1991. Den blev spillet en del i radioen og nåede op på at sælge hele 15.000 eksemplarer.
- Jeg syntes, jeg begyndte at køre lidt i ring, så da Ulla fandt ud af, at hun gerne ville uddanne sig til koreograf, flyttede vi til Amsterdam.
Poul og Ulla mødtes, da Poul underviste i guitar på Idrætshøjskolen i Århus. Han havde selv været elev fra 77 til 78, og de næste ni år underviste han på skolen et par gange om ugen. I 1990 fik de datteren Anna, og tre år efter drog den lille familie til Holland, hvor de flyttede ind i et deprimerende betonbyggeri i en forstad til Amsterdam. Mens Ulla uddannede sig, kørte Poul og Anna rundt i byen og spurgte, om der var nogen, der kunne hjælpe dem med et bedre sted at bo.
- Det der med at komme med sådan en lille størrelse har hjulpet mangen en mand. Og pludselig hørte vi om en, der skulle til Amerika, og som havde en husbåd. Det var det mest romantiske, vi kunne forestille os: at bo på kanalerne midt i Amsterdam.
Poul satte sig til at skrive de sange, der siden blev til Små Sensationer, som til dato har solgt flere end 220.000 eksemplarer.
- Nogle gange ser man bedre på afstand, og jeg skulle åbenbart lidt væk for at kunne skrive de sange. Da jeg skulle indspille pladen, havde jeg ikke noget budget, så jeg ringede til nogle musikere, jeg kendte, og vi indspillede cd'en på fem dage så simpelt, som det var muligt.
Til Italien i festtøj
Før Amsterdam boede Poul og Ulla i fire år på Østerbro i København, og da de vendte hjem fra Holland, flyttede de til Samsø, hvor Poul selv byggede det lille, sorte træhus, som familien bor i. Men selv om han godt kan lide freden på øen, og han har sit hus Dansebjerg osv., så er det ikke givet, at familien bliver her.
- Jeg har aldrig opfattet det der med at bo som noget permanent. Det er noget, vi har misforstået i den danske kultur. Vi bruger så mange kræfter, så meget energi på at bo. Sydpå foregår alting meget mere uden for hjemmets fire vægge. Jeg synes, danskerne bruger for meget tid på at holde hus. Jeg er selv enormt dårlig til at have venner til middag. Til gengæld er jeg god til at have venner boende, gæster der bare indgår i vores rytme.
- Nogle gange kommer udlængslen jo. Jeg har givet mig selv et ansvar ved at være
forælder og ved at være arbejdsgiver. Men jeg har fundet ud af, at når man bare
en gang imellem giver sig selv lov til at gøre noget uovervejet, så føles det så
meget bedre, når det lykkes. Engang vågnede Ulla og jeg op hos nogle venner i
København efter en fest. I løbet af to timer arrangerede vi en masse, og så
kørte vi til Italien i festtøjet. Det var en af vores bedste små ferier!
Selvfølgelig kan man sige, at jeg kan gøre sådan noget, fordi jeg er
privilegeret. Og det er jeg da, men jeg har også måttet arbejde for det.