Særlingen fra Samsø

Der er oplevelser, man aldrig glemmer. Poul Krebs afsøger de tidlige erindringer på sit nye album, "Kosmorama", for at blive klogere på nutiden.

1995 og '96 blev rene triumfår for Poul Krebs og band. Hans forrige album "Små Sensationer" ('95) blev virkelig en lille sensation set gennem danske briller:
150.000 solgte eksemplarer af en plade, der kun havde taget seks nætter at indspille. Og da den jyske sangskriver drog afsted i sin vante rolle som troubadour fra by til by i Dannevang, måtte Povl Kjøller og Bjarne Riis pænt give stafetten videre - for nu var det Krebsens tur til at være Gud.
- Der gik nærmest Beatles i den, har jeg hørt noget om?
Poul Krebs læner sig tilbage og ler hjerteligt. Efter at have sundet sig lidt, kan han med varme i stemmen konkludere:
- Det var da et kolossalt år for os. Jeg mener 2200 mennesker i Lemvig Hallen, som råbte og skreg. For mig, der har spillet i 15 år på ganske små steder, var det helt uvirkeligt. Og skønt! Det gav en gevaldig selvtillid.

Bittersød smerte
Poul Krebs er på besøg på sit pladeselskab, Sony, i hjertet af København, hvor Zink får en længere snak med en diskret sort-klædt Poul Krebs, der med jysk tempo og påpasselighed vejer sine ord. Uden dog at være selvudslettende:
- Jeg føler mig ikke specielt presset af succesen. Jeg er gået til den nye plade med sindsro, og jeg tør mere både tekstmæssigt og musikalsk, fastslår Poul Krebs, som netop har udsendt albummet "Kosmorama".
Titlen er navnet på fortidens yndlingsbiograf i hjembyen Århus, og netop de tidlige erindringers kraft og bittersøde smerte er et gennemgående element på albummets tekstside.
- Sangen "Bjergene på Mols" er et rigtigt sommerminde, hvor du og en kammerat kører rundt på en Puch Maxi i bakkerne og leger Easy Rider. Hvor tydeligt står disse gamle erindringer for dig?
- Jamen, for mig har der været tale om nogle små eksplosioner i mit liv. Netop som første gang jeg var alene afsted med vennerne på campingtur, hvor vi mødte pigerne. Eller som jeg første gang tændte for båndoptageren, som jeg fik i konfirmationsgave, og så vælter "Sgt. Pepper" ud af højtalerne. Men for mig et det vigtigt, at disse erindringssange ikke bliver ren nostalgi og sentimentalitet. Jeg har jo brændt utrolig mange broer siden dengang, og det er noget man må forlige sig med. Det du'r for eksempel ikke pludselig at mødes til en klassefest med folk, man ikke har set i mange år. Der var en grund til, at vi skiltes dengang.
- Når du kredser meget om denne tidlige fascination og fortryllelse, så handler det vel også indirekte om noget med at undgå at blive gammel og bitter?
Jo, det kan man sige. Det er lidt som i min nye sang "Lille Istanbul", der skildrer en nattetur gennem København, forbi flyvende pizzaer og rave-typer. Her kan man føle en stor glæde ved bare at være en del af det hele og samtidig gå i sin egen tankeboble.
- "Kosmorama" er min gamle yndlingsbiograf, men det er ikke så sentimentalt. Det er mere fordi nogle af mine venner havde købt biograf-skiltet, da biografen ophørte. Og dét skilt og dét ord, er bare så fedt. Så det måtte jeg have på albummet.
- Men der er vel også en nostalgisk dimension?
- Jo, men med tråde til nutiden. For når jeg i dag besøger min fødeby, kan jeg gå rundt og se de steder, hvor mine fire gamle yndlingsbiografer lå. I dag er der henholdsvis Scientology, Aldi Marked, Arkaden og McDonalds! Nogle ting ser man i dét tidsperspektiv. Som nu "Bjergene På Mols", som jeg først kunne skrive nu som 40-årig, fordi jeg synes, at de klogeste det er sku' dem, der ikke gør sig klog på andet end det, de ved noget om. Og jeg er virkelig vokset op i en tid, hvor alle skulle gøre sig klogere på alting.
- Dér var jeg tabt, for min drivkraft var  "bare" sange af Dylan, Stones, Who og Beatles - og jeg fik aldrig læst "Kapitalen", dengang man skulle det, siger Poul Krebs.

Sladder på Samsø
Men bare rolig Poul, det var der vist ingen der gjorde. Og inspireret af denne til morgen- og gårsdagens tåber, må det vist være på plads med et knapt så ambitiøst spørgsmål:
- Hvad går folk og taler om på Samsø for tiden?
- Ha, ha. De taler om "Strisser på Samsø". Det kan jeg love dig for. Og så lidt om, hvornår foråret mon kommer. Folk kan godt li' tv-serien. De synes, det er god underholdning, og det her med sladderen er ret godt ramt. Selv synes jeg, at det i hvert fald viser, at man interesserer sig for hinanden. Samsø er jo nærmest en anden verden, hvor vi er en del af særlinge.
- Hvad kører den aktuelle sladder om dig mon på?
- Det er nok, om jeg nu også gider at komme og spille til fordel for ungdomsklubben - eller om "han er for fin til den slags", griner Poul Krebs, som
Zink indbyder til en lille anekdoteleg:
- Lad mig høre nogle spillestedsoplevelser: Vi begynder i Tobaksfabrikken i Esbjerg.
- Der har jeg meget varme erindringer fra. Og meget nye, for jeg har lige spillet der med Steffen og Michael (De Tre Tenorer). Det blev turneens helt
store rock'n'roll-koncert, hvor stemningen omvendt var nærmest andægtig andre steder. Tobaksfabrikken er blevet et fantastisk spillested, som trækker rigtig mange mennesker til. Og det er netop, hvad jeg har efterlyst i mange år: En stolthed rundt om i landet over byernes nye spillesteder.
- Fermaten i Herning?
- Det samme. Den har heldigvis overlevet i mange år, og der indspillede jeg dele af mit live-album. Man kan også nævne et sted som Værket i Randers, som er en fantastisk sal at spille i.
- Århus Kongreshus?
- Lige præcis i det billede falder det noget til jorden. Folk i min gamle elskede by har simpelthen været så glade for sig selv. Så de sidste syv-otte år er gået lige hen over hovedet på dem. De fatter ikke, at der er så meget vold i byen. Og ligesom med biograferne, jeg nævnte før, så forsvinder der mere, end der kommer i Århus. Det er jo en fadæse uden lige, at Ridehuset i byen i dag ikke er et svar på Pumpehuset eller Vega i København. Det er da fint med Århus-koncerter i Musikhuset eller i Kongreshuset, men det er jo ikke samlingssteder.
- Er det derfor, at Århus er fadet som hjemsted for nye musikalske talenter?
- Det er klart, når miljøet falder væk. Så dræber man den naturlige nysgerrighed hos publikum for de her fremragende 2. divisions-bands, som man kan høre mange af i blandt andet Vega på Vesterbro. Ærgerligt for Århus, som ellers førhen var den by, hvor al den fede musik kom fra.

Indspilning endte i fest
- Hvis vi går 20 år tilbage i tiden, så var du folkesanger med partisan-tørklæde og blomster i det lange hår. Hvordan har du det med den periode i dag?
- Ja, man kan godt smile lidt af det i dag. Men jeg har det fint nok med dét - det var jo et spej af tiden. For eksempel min første plade "Efter Stormen", det er i dag sådan lidt som at høre det gamle Vesterbro Ungdomsgård. Jeg lyder, som var jeg 14 år, men jeg var jo nærmere 20. Jeg svælger ikke i mine gamle plader i dag, og det er heller ikke sange jeg spiller live længere. Der skal man nogle år længere frem i materialet, hvor jeg begyndte at føle, at jeg havde kontrol over sangene, hvor det hele før var mere kollektivt.
- U2 og Bowie har ladet sig dristigt inspirere af dance-musikken. Har du også haft lyst til at lave et radikalt stilskift?
- Det har jeg altid. Og jeg synes, at folk har et mere traditionelt billede af mig, end jeg selv kan følge. Jeg hører da tit noget jazz, dance eller rock - langt væk fra mit eget udtryk - som jeg virkelig synes om, men det ender for mig med, at jeg tager nogle små elementer med i musikken, så jeg stadig er i mit eget musikalske hus.
Med "Små Sensationer" havde jeg faktisk lyst til at lave en mørkeblå jazz-plade i stil med Chet Baker. Men indspilningen blev noget af en fest i stedet, og derfor blev det ikke til noget. Men i øvrigt bryder jeg mig heller ikke om, at man absolut skal bevise, at man kan noget andet. Det kan nemt ende i stiløvelser.
- Men jeg synes da for eksempel, at det er lykkedes for Dicte at bevare sig selv - trods de mange eksperimenter, siger Poul Krebs, som denne gang har indspillet sit nye materiale i to omgange - og under meget specielle forhold:
- Denne gang lavede vi to sessions. En af en uge og en af ti dage. Den første foregik på et gamelt kurbad på Samsø og den anden i et gammelt strandhotel i Bulbjerg Klit - 30 kilometer væk fra alt. Vi satte alt gearet op i de stuer, der vendte ud mod havet. Og så kombinerede vi indøvningen og indspilningen på stedet. Båndet rullede altså, mens vi arrangerede, så vi fangede de øjeblikke, hvor musikken rent faktisk lyder, som vi ville have, den skulle. Hvor man omvendt nogle gange forsøger at opnå det samme i miksningen.
- Synes du, at nogle af dine plader er blevet klippet i stykker i mikset?
- Nej, der er ikke på den måde nogen af pladerne, jeg ikke kan lide. Men jeg har lært meget med tiden. For eksempel blev "Fri Som Et Forår" lidt af et adoptivbarn, for det var mere producerens værk, end det var mit. Det var en ekstrem studie-produktion med flere måneder i studiet og en uges præ-produktion i England.
- Det har været en lang proces for mig overhovedet at vænne mig til at arbejde i studiet. Jeg har altid været lidt kejtet omkring det og følt mig lidt som hos tandlægen. Nu har jeg fundet en form, som passer mig perfekt, fortæller Poul Krebs.
(Af Anders Houmøller Thomsen)
 

LUK VINDUE