Særlingen fra Samsø
Der er oplevelser, man aldrig glemmer. Poul Krebs afsøger de tidlige erindringer
på sit nye album, "Kosmorama", for at blive klogere på nutiden.
1995
og '96 blev rene triumfår for Poul Krebs og band. Hans forrige album "Små
Sensationer" ('95) blev virkelig en lille sensation set gennem danske briller:
150.000 solgte eksemplarer af en plade, der kun havde taget seks nætter at
indspille. Og da den jyske sangskriver drog afsted i sin vante rolle som
troubadour fra by til by i Dannevang, måtte Povl Kjøller og Bjarne Riis pænt
give stafetten videre - for nu var det Krebsens tur til at være Gud.
- Der gik nærmest Beatles i den, har jeg hørt noget om?
Poul Krebs læner sig tilbage og ler hjerteligt. Efter at have sundet sig lidt,
kan han med varme i stemmen konkludere:
- Det var da et kolossalt år for os. Jeg mener 2200 mennesker i Lemvig Hallen,
som råbte og skreg. For mig, der har spillet i 15 år på ganske små steder, var
det helt uvirkeligt. Og skønt! Det gav en gevaldig selvtillid.
Bittersød smerte
Poul Krebs er på besøg på sit pladeselskab, Sony, i hjertet af København, hvor
Zink får en længere snak med en diskret sort-klædt Poul Krebs, der
med jysk tempo og påpasselighed vejer sine ord. Uden dog at være
selvudslettende:
- Jeg føler mig ikke specielt presset af succesen. Jeg er gået til den nye plade
med sindsro, og jeg tør mere både tekstmæssigt og musikalsk, fastslår Poul
Krebs, som netop har udsendt albummet "Kosmorama".
Titlen er navnet på fortidens yndlingsbiograf i hjembyen Århus, og netop de
tidlige erindringers kraft og bittersøde smerte er et gennemgående element på
albummets tekstside.
- Sangen "Bjergene på Mols" er et rigtigt sommerminde, hvor du og en kammerat
kører rundt på en Puch Maxi i bakkerne og leger Easy Rider. Hvor tydeligt står
disse gamle erindringer for dig?
- Jamen, for mig har der været tale om nogle små eksplosioner i mit liv.
Netop som første gang jeg var alene afsted med vennerne på campingtur, hvor vi
mødte pigerne. Eller som jeg første gang tændte for båndoptageren, som jeg fik i
konfirmationsgave, og så vælter "Sgt. Pepper" ud af højtalerne. Men for mig et
det vigtigt, at disse erindringssange ikke bliver ren nostalgi og
sentimentalitet. Jeg har jo brændt utrolig mange broer siden dengang, og det er
noget man må forlige sig med. Det du'r for eksempel ikke pludselig at mødes til
en klassefest med folk, man ikke har set i mange år. Der var en grund til, at vi
skiltes dengang.
- Når du kredser meget om denne tidlige fascination og fortryllelse, så
handler det vel også indirekte om noget med at undgå at blive gammel og bitter?
Jo, det kan man sige. Det er lidt som i min nye sang "Lille Istanbul", der
skildrer en nattetur gennem København, forbi flyvende pizzaer og rave-typer. Her
kan man føle en stor glæde ved bare at være en del af det hele og samtidig gå i
sin egen tankeboble.
- "Kosmorama" er min gamle yndlingsbiograf, men det er ikke så sentimentalt. Det
er mere fordi nogle af mine venner havde købt biograf-skiltet, da biografen
ophørte. Og dét skilt og dét ord, er bare så fedt. Så det måtte jeg have på
albummet.
- Men der er vel også en nostalgisk dimension?
- Jo, men med tråde til nutiden. For når jeg i dag besøger min fødeby, kan jeg
gå rundt og se de steder, hvor mine fire gamle yndlingsbiografer lå. I dag er
der henholdsvis Scientology, Aldi Marked, Arkaden og McDonalds! Nogle ting ser
man i dét tidsperspektiv. Som nu "Bjergene På Mols", som jeg først kunne skrive
nu som 40-årig, fordi jeg synes, at de klogeste det er sku' dem, der ikke gør
sig klog på andet end det, de ved noget om. Og jeg er virkelig vokset op i en
tid, hvor alle skulle gøre sig klogere på alting.
- Dér var jeg tabt, for min drivkraft var "bare" sange af Dylan, Stones,
Who og Beatles - og jeg fik aldrig læst "Kapitalen", dengang man skulle det,
siger Poul Krebs.
Sladder på Samsø
Men bare rolig Poul, det var der vist ingen der gjorde. Og inspireret af denne
til morgen- og gårsdagens tåber, må det vist være på plads med et knapt så
ambitiøst spørgsmål:
- Hvad går folk og taler om på Samsø for tiden?
- Ha, ha. De taler om "Strisser på Samsø". Det kan jeg love dig for. Og så lidt
om, hvornår foråret mon kommer. Folk kan godt li' tv-serien. De synes, det er
god underholdning, og det her med sladderen er ret godt ramt. Selv synes jeg, at
det i hvert fald viser, at man interesserer sig for hinanden. Samsø er jo
nærmest en anden verden, hvor vi er en del af særlinge.
- Hvad kører den aktuelle sladder om dig mon på?
- Det er nok, om jeg nu også gider at komme og spille til fordel for
ungdomsklubben - eller om "han er for fin til den slags", griner Poul Krebs, som
Zink indbyder til en lille anekdoteleg:
- Lad mig høre nogle spillestedsoplevelser: Vi begynder i Tobaksfabrikken i
Esbjerg.
- Der har jeg meget varme erindringer fra. Og meget nye, for jeg har lige
spillet der med Steffen og Michael (De Tre Tenorer). Det blev turneens helt
store rock'n'roll-koncert, hvor stemningen omvendt var nærmest andægtig andre
steder. Tobaksfabrikken er blevet et fantastisk spillested, som trækker rigtig
mange mennesker til. Og det er netop, hvad jeg har efterlyst i mange år: En
stolthed rundt om i landet over byernes nye spillesteder.
- Fermaten i Herning?
- Det samme. Den har heldigvis overlevet i mange år, og der indspillede jeg dele
af mit live-album. Man kan også nævne et sted som Værket i Randers, som er en
fantastisk sal at spille i.
- Århus Kongreshus?
- Lige præcis i det billede falder det noget til jorden. Folk i min gamle
elskede by har simpelthen været så glade for sig selv. Så de sidste syv-otte år
er gået lige hen over hovedet på dem. De fatter ikke, at der er så meget vold i
byen. Og ligesom med biograferne, jeg nævnte før, så forsvinder der mere, end
der kommer i Århus. Det er jo en fadæse uden lige, at Ridehuset i byen i dag
ikke er et svar på Pumpehuset eller Vega i København. Det er da fint med
Århus-koncerter i Musikhuset eller i Kongreshuset, men det er jo ikke
samlingssteder.
- Er det derfor, at Århus er fadet som hjemsted for nye musikalske talenter?
- Det er klart, når miljøet falder væk. Så dræber man den naturlige nysgerrighed
hos publikum for de her fremragende 2. divisions-bands, som man kan høre mange
af i blandt andet Vega på Vesterbro. Ærgerligt for Århus, som ellers førhen var
den by, hvor al den fede musik kom fra.
Indspilning endte i fest
- Hvis vi går 20 år tilbage i tiden, så var du folkesanger med
partisan-tørklæde og blomster i det lange hår. Hvordan har du det med den
periode i dag?
- Ja, man kan godt smile lidt af det i dag. Men jeg har det fint nok med dét -
det var jo et spej af tiden. For eksempel min første plade "Efter Stormen", det
er i dag sådan lidt som at høre det gamle Vesterbro Ungdomsgård. Jeg lyder, som
var jeg 14 år, men jeg var jo nærmere 20. Jeg svælger ikke i mine gamle plader i
dag, og det er heller ikke sange jeg spiller live længere. Der skal man nogle år
længere frem i materialet, hvor jeg begyndte at føle, at jeg havde kontrol over
sangene, hvor det hele før var mere kollektivt.
- U2 og Bowie har ladet sig dristigt inspirere af dance-musikken. Har du også
haft lyst til at lave et radikalt stilskift?
- Det har jeg altid. Og jeg synes, at folk har et mere traditionelt billede af
mig, end jeg selv kan følge. Jeg hører da tit noget jazz, dance eller rock -
langt væk fra mit eget udtryk - som jeg virkelig synes om, men det ender for mig
med, at jeg tager nogle små elementer med i musikken, så jeg stadig er i mit
eget musikalske hus.
Med "Små Sensationer" havde jeg faktisk lyst til at lave en mørkeblå jazz-plade
i stil med Chet Baker. Men indspilningen blev noget af en fest i stedet, og
derfor blev det ikke til noget. Men i øvrigt bryder jeg mig heller ikke om, at
man absolut skal bevise, at man kan noget andet. Det kan nemt ende i
stiløvelser.
- Men jeg synes da for eksempel, at det er lykkedes for Dicte at bevare sig selv
- trods de mange eksperimenter, siger Poul Krebs, som denne gang har indspillet
sit nye materiale i to omgange - og under meget specielle forhold:
- Denne gang lavede vi to sessions. En af en uge og en af ti dage. Den første
foregik på et gamelt kurbad på Samsø og den anden i et gammelt strandhotel i
Bulbjerg Klit - 30 kilometer væk fra alt. Vi satte alt gearet op i de stuer, der
vendte ud mod havet. Og så kombinerede vi indøvningen og indspilningen på
stedet. Båndet rullede altså, mens vi arrangerede, så vi fangede de øjeblikke,
hvor musikken rent faktisk lyder, som vi ville have, den skulle. Hvor man
omvendt nogle gange forsøger at opnå det samme i miksningen.
- Synes du, at nogle af dine plader er blevet klippet i stykker i mikset?
- Nej, der er ikke på den måde nogen af pladerne, jeg ikke kan lide. Men jeg har
lært meget med tiden. For eksempel blev "Fri Som Et Forår" lidt af et
adoptivbarn, for det var mere producerens værk, end det var mit. Det var en
ekstrem studie-produktion med flere måneder i studiet og en uges præ-produktion
i England.
- Det har været en lang proces for mig overhovedet at vænne mig til at arbejde i
studiet. Jeg har altid været lidt kejtet omkring det og følt mig lidt som hos
tandlægen. Nu har jeg fundet en form, som passer mig perfekt, fortæller Poul
Krebs.
(Af Anders Houmøller Thomsen)