Michael Falch: Igen sidder han på entertainerstolen med sin nedstemte Martinguitar og vover sit ene øje ved at præsentere hele 3 splinternye sange fra “Kosmorama”-CD´en, der først udkommer en måned senere. Begejstringen vil ingen ende tage.
Spørgsmål fra en fan: Hvilke af dine egne sange er dine favoritter?
Poul Krebs: Det kommer an på tidspunktet på dagen... frokost til Ingenmandsland
PRESSEMEDD. NO 1 Sony Music Entertainment (Denmark) A/S: I sin storhedstid var KOSMORAMA den førende biograf i Århus City - og for Poul Krebs et sted hvor drømmene stortrivedes foran det store lærred, hvor alverdens filmstjerner foldede sig ud. l selskab med kammeraterne på cowboyrækkerne og deres umiddelbare begejstring for tidens westernhelte. Med langt hår og sammen med andre følsomme ungersvende , der 100% kunne leve sig ind i Easy Rider og længslen efter noget større - og ikke mindst bagest i biografen ved siden af attråværdige repræsentanter for det modsatte køn, når udhængsskabet tilbød alt fra Casablanca til polske kultfilm ingen længere husker hvad handlede om. Her mange år efter var KOSMORAMA det oplagte valg til et album fyldt med billedrige lydhistorier, fra det omfattende og ikke altid lige let forståelige koncept, vi for nemheds skyld og i daglig tale kalder Livet. Og samtidig en hyldest til biografens magiske verden, fra en igennem alle årene ivrig gæst.
Med det forrige album SMÅ SENSATIONER oplevede Poul Krebs jo et gigantisk gennembrud i Danmark, med mere end 150.000 solgte eksemplarer og udsolgte koncerter overalt hvor han og bandet kom frem. KOSMORAMA er skabt af den samme sangskriver og det samme band, bare 100 koncerter og en lang række oplevelser senere - og det kan høres. Indforstået og tæt fortolker musikerne Krebs' sange, der hver især har fået deres eget univers at udfolde sig i. Rammerne omkring indspilningen var denne gang et gammel kurbad på Samsø og et nedlagt hotel i Lild Strand, med et oppisket Vesterhav som nærmeste nabo. Og som dagene skred frem, fik musikere og teknikere også opbygget et fortroligt og næsten personligt forhold til gæster som Englen, Soldaten og Pigen der stod På En Kaj i Kalundborg, den af kærlighed næsten vanvittige Johnny, de to venner på cruise omkring Bjergene På Mols (fra dengang hvor vi ikke vi vidste at den slags dannelsesrejser kaldes Road Movies), de længselsfulde drømmere fra Lille Istanbul, drengen med båndoptageren i Alting Bli'r Krøllet, kæresteparret på forskellige stadier af deres forhold i Ingen Sagde Det Var Nemt og Den Nat I August, den gådefulde kvinde på vej ud af Ingenmandsland eller den svegne underdog i Big Manager. Mens stormen hang i ruderne og dagene umærkeligt blev til nætter, materialiserede alle disse hovedpersoner sig for de tilstedeværende og blev kærkomne hovedpersoner i den fremadskridende pladeindspilning.
KOSMORAMA er - som SMÅ SENSATIONER - produceret af Poul Martin Bonde &
Poul Krebs. Indspillet og mixet af den sublime tekniker Flemming Rasmussen. I de musikalske hovedroller finder man guitaristerne Knud Møller og Erik Jepsen, bassisten Bastian Juel, trommeslageren Michael Friis, percussionisten Peter Seebach, pianisten Niels Ole Thorning og naturligvis sangeren og sangskriveren Poul Krebs. I biroller møder man sangerne Søren Sko, Laura Illeborg og Michael Falch - og for den sags skyld også mere ukendte kræfter som Lild-Amager blandet kor og Knud Christians Mandolinorkester.