Du kan klikke på billederne for at se dem i stor størrelse.

KREBSENS VENNEKREDS

Hvem foretrækker en fiskerhytte som studie og det lille pladeselskab Sundance frem for Polygram? Det gør Poul Krebs. Med "Hvor Gaden Bliver Til Sand" forsøger han endnu engang at nå længere end til Ringkøbing.

Den norske rockguitarist Marius Müller står ved baren på Vestergade 58 i Århus. Sanne Salomonsen Band er i byen. Sannes drenge ved godt, hvem Marius er.
Pete Repete og Aske Jacoby står ved siden af ham med kollegiale miner, parat til at udveksle professionelle erfaringer. Nordmanden har netop afsluttet én af de mest vellykkede pladeindspilninger, han nogensinde har deltaget i. En plade med Poul Krebs.
I et lille fiskerhus på Jomfrubakken ved Mariager Fjord har nordmanden stået og spillet guitar ind på en medbragt 16 spors båndoptager. Han har lavet mange bøffer. Formodentlig flere end på samtlige optagelser, han nogensinde har været hyret til. Marius har været i studiet for det meste af norsk og svensk rockelite. Men han har aldrig før fået lov til at spille som han gjorde i Mariager. Han smiler saligt over sin fadøl.
Hele holdet er netop landet i civilisationen. Som sømænd, der kommer ind fra Nordsøen og kun tænker på at få en kæp i øret, eller en kvinde i køjen, er de fire fra Mariager klar til en vanvittig nat på Vestergade.
Sannes drenge vil vide, hvad Marius foretager sig i Danmark. Han sænker ølglasset fra læberne og forklarer, at han har været oppe og indspille en plade i nærheden af noget, der hedder Mariager.
Jacoby og Repete løfter øjenbryn. "Var det ikke et fedt studie", vil Jacoby høre, mens de genkalder sig billeder af deres egne og altid luxuriøse ophold i Nordeuropas mest avancerede pladestudie, Puk studiet ved Mariager.
Marius ser et øjeblik målløs ud. Som om nogen har revet stikket ud af hans guitar. Men derpå tænker han sig godt om. Han ser det lille fiskerhus for sig, den blå blanke fjord med majestætisk svømmende svaner, og han mindes fuldmånen, der gavmildt lyser på Jomfrubakken, mens han sidder i det lille køkken med hånden om guitarens hals.
"Jo, det var smukke omgivelser", svarer Marius.

Løsningen på Jomfrubakken
Det står klart nu. Skulle nogen finde på at indspille en rockplade i et fiskerhus i Jylland, måtte det blive Poul Krebs. Ingen har bedre forudsætninger end han.
"Hvor Gaden Bliver Til Sand" hedder pladen. Det kunne være titlen på hans selvbiografi, hvis nogen gad trykke den. Historien om manden, der aldrig blev rockstjerne i det lille dronningerige, fordi branchen ikke vidste, hvad de skulle stille op med ham. En imagedesigner ville blive indlagt på nervesanatoriet på Skanderborg Øst, hvis han skulle sælge Poul Krebs. Danskrocken har aldrig foræret Poul Krebs noget.
Men "Hvor Gaden Bliver Til Sand", er måske en gave fra ham. Det er en plade, der bør give store dele af danskrocken og specielt dens købmænd røde ører over de opslåede kraver på reklamejakkerne.
Den er i hvert fald en formaning til eftertanke i en tid, hvor pladeskabsdirektørerne med nedadvendte mundvige læner sig tilbage i deres hydrauliske stole og beklager, at de tjener for få penge. Dansk rock har det skidt, siger de. Meget skidt. Problemet er, at vore populæreste og ypperste kunstnere på feltet først er i stand til at udøve kunsten, når budgettet for pladerne har rundet en million.
Salg til guld er næsten blevet et ultimativt krav for at få pengene hjem, og for at afholde pladeselskabernes aktionærer fra at løbe direktionen over ende.
Poul Krebs viser, at løsningen måske ligger på Jomfrubakken i Mariager.
Sammen med Marius, trommeslager og producer Frank Marstokk og bassist Kent Holm Jensen, har han indspillet en plade der med alt, hvad et selskab kan forlange, koster 70.000 kr. Så ligger den klar i forretningerne på vinyl, kasette og CD.

Hellere Gry
Egentlig startede Poul Krebs med en million kroner. Men han sprang fra.
Det vil sige, da repertoirechef Michael Kastrupsen, fra selskabet Polygram stod med millionen i sin jakkelomme og ville trykke hånd på det store studieorgie med århusianerens sange, tog Krebs imod.
Men siden blev Kastrupsen, der var ny i stolen, kaldt til samtale hos sin chef, og Krebs fik en dårlig smag i munden.
Både Marius Müller og Frank Marstokk var ellers troppet op i et højteknolokisk studie i København for at hjælpe ham med at indspille sin dyreste og mest ambitiøse plade nogensinde. Det store gennembrud, guld, popsucces og stjerner på. Men både millionen og Krebs blev reddet.
Kastrupsens direktør, Stefan Fryland, mente ikke Poul Krebs var noget, der kunne sælge.
"Han er mere til pop. Han ville hellere have noget i retningen af Gry", siger Kastrupsen.
Men kunstneren selv var heller ikke specielt begejstret. Han havde aldrig følt sig hjemme i Hovedstaden, men denne gang gik det overordentligt skidt.
Krebs sad i studiet og så sine sange på det nærmeste blive gensplejset af japansk digitalteknik. Trommer og blæsere kunne aflæses i kurver og røde digitaltal. Da endelig en pige kom ind for at synge lidt kor på den første sang, vidste han ikke, hvem hun var.
"Mens jeg gik og snakkede med Frank om banjo og harmonika, tror jeg Kastrupsen gik og tænkte på noget i retningen af Huey Lewis. Men pigen så da meget sød ud", smiler Poul.
Det var omkring det tidspunkt, han kom i tanke om en samtale, Frank Marstokk, han selv og vennen John Lind Madsen havde haft. Man skulle indspille en plade på en uge. Billigt, godt og enkelt. Krebs var blevet grebet af country. Modellen passede som en Morris 1000 til en husmand.
"Det vi var i gang med at lave i København, skulle tilfredsstille tre generationer og sælge over 40.000 eksemplarer før det løb rundt. Så man kunne lige så godt tage konsekvensen og vinke farvel. Hvis altså ikke, jeg skulle vågne op næste morgen, kigge mig selv i spejlet og erkende, at jeg var en hykler", siger Poul Krebs.

Hjemmebanen
Poul Krebs er klar over, at han ikke er den første til at indspille en plade på en uge. Og Jodle Birge har gjort det på en eftermiddag.
Faktisk var århusianeren i tvivl om, det kunne lykkes. Men så gik han til en koncert, der fik ham til at tage den endelige beslutning. Han havde i et stykke tid lyttet til John Hiatt's "Bring The Family", der var blevet til på samme måde. Og da Hiatt var i København og blev en kærkommen invitation til befrielse fra den håbløse Poylgram-seance, stod Krebs blandt tilhørerne.
Da han forlod Montmartre og gik hen ad Nørregade, var beslutningen taget.
At det blev Jylland og Mariager var tilfældigt, men ikke uden symbolik. Krebs har altid haft Jylland som hjemmebane.
I over et årti har han krydset heden fra Herning til Hirtshals, er løbet tør for benzin i Hjørring, og gang på gang har han vækket brovtende og søvnige ejere af vandre- og sømandshjem i de byer, der har lavt befolkningstal og retten til egnsudviklingsstøtte til fælles.
Poul Krebs har aldrig været "stor". Måske i Ringkøbing, men aldrig i København, Odense eller Århus.
En anmelder skrev en gang om én af hans plader, at det var "tydeligt at høre, at det var lavet mindst 25 km fra, hvor tingene foregår". Poul Krebs har aldrig rigtig solgt nogen plader.
Når eliten i det århusianske musikmiljø stod på én af cafeerne med nypolerede receptionssmil, var Krebs aldrig til stede. Han flakkede rundt med sit band i hovedlandet, ofte på kanten af tredje sandbanke.
Da Krebs Band ikke kunne sælge plader endte de med at tjene hyren på den hårde rute. De rejste rundt derude, hvor man surrer telefonpælene fast med stålwirere. Derude "Hvor Gaden Bliver Til Sand".
Snart fik de det image, pladeselskaberne ikke kunne give dem. De blev bonderøve, der spillede for fiskere, farmere og andet godtfolk. Deres eneste problem var, om de skulle tage den fulde konsekvens og stille op i træskostøvler og kansasoveralls.
"Der var sku' ikke meget storbydesperation i os", mindes Poul.

På lossepladsen
Krebs Band blev opløst. Man gik hver til sit i erkendelse af, at man allerede havde været rundt, så langt landet og publikum tillod det.
"Jeg har jo aldrig været en af de "store". Derfor var jeg både hotelbooker, færgebestiller, forretningsfører og skulle også sørge for, at folk fik noget at spise. Det eneste større vi kunne opnå, var flere gymnasiejobs, der giver større penge. Når man begynder at skrive sange med det formål, bør man stoppe", siger Poul.
Det var ikke første gang Poul måtte indse en kedelig udgang på sine anstrengelser for at blive kendt ud over Ringkøbing.
Den værste var da han brød med sin kæreste gennem flere år og måtte flytte fra Hornslet og ind til Århus. Da han med hjertet i hånden hurtigt forsøgte at overstå flytningen af sine få ejendele, stødte han på et glemt, men særdeles synligt bevis på en af sine fiaskoer. På loftet lå 1.000 eksemplarer af den anden LP med Poul Krebs Band og 12.000 plakater.
Pladen havde været på gaden i fjorten dage, da han købte den tilbage, fordi han "var ked af, at den blev udsendt".
"Jeg stod ude på lossepladsen ved Hesselballe og hældte alle pladerne og de 12.000 plakater ned ad en skrænt. Hvad skulle jeg gøre?", siger Poul lavmælt.
Han kunne have stoppet med at spille, men det afviser han blankt.
"Overhovedet ikke. Ganske vist var det en dårlig plade. En måned efter optagelserne, syntes vi, den lød ad helvede til. Og det var da sikkert vores egen skyld. Men man bliver tvunget til at hænge sin hat på, at det er branchen, der er noget galt med."
Men Poul har også historier fra sin karriere, han kan grine ad, på trods af, at de hverken har været mindre skelsættende eller belærende.
Siden dansktopsangeren Country Palle i midten af halvfjerdserne så ham som en ny Sebastian, og gav ham kontrakt til indspilning af debutpladen i et "ombygget hønsehus" ved Nibe, hvor Palle selv "skulle et ærinde", og derfor gav Poul og hans venner kontokort til Brugsen og kroen, har Krebs måttet hærde rygraden på den hårde måde.
I samme alder, 19 år gammel, blev han en dag ringet op af Århus Studenterforening, om han ikke lige kunne tage sin guitar og komme og varme op for J.J. Cale, der var forsinket. Den unge Poul stillede straks med sin guitar i Stakladen.
Studenterforeningen havde en politik med aldrig at introducere koncerten fra scenen. Poul fik at vide, at han blot skulle træde ind på scenen og forklare, at han spillede et par sange, inden Cale kom.
Da spotlyset ramte ham var det sammen med et massivt brøl. "Yeah, King of Cocaine".
Poul stod stille i ti minutter og kunne ikke bevæge sig. Da han endelig fik ophævet sin unge røst, landede mønterne for hans fødder, som sten foran en bibelsk hedning.

Ikke nosser
Poul Krebs har aldrig haft noget at tabe. Og har han vundet noget, kan man ikke se det på hans ejendele. Et stereoanlæg og to guitarer.
Men "Hvor Gaden Bliver Til Sand" skal blot sælge 4.000 eksemplarer, før han begynder at tjene penge.
"Jeg håber da, vi sælger 30.000. Så har vi tjent mindst lige så meget, som de andre gør, når de sælger 200.000 plader", siger han.
Repertoirechefen Michael Kastrupsen har hørt båndet fra Mariager. Han synes om det.
"Man kan sige, at pladen sætter tingene i relief. Vi skiltes i fuld forståelse. Jeg havde ikke nosser nok til at holde på ham dengang. Det vil jeg kunne i dag og måske også gøre det, hvis jeg fik chancen, og han ville blive", siger Kastrupsen.
Poul vil ikke bytte for en million. Pladen udsendes på det lille selskab, Sundance.

Den canadiske bourbon
Ved baren står Marius og mindes købmanden i Mariager. Han havde set prisen i flyet. 800 kroner. Men det var også en helt speciel whiskey. Det syntes købmanden sikkert også. Han havde haft den stående helt inde bagerst i butikken i en forgyldt papkasse. Marius havde støvet den af. Royal Seagram stod der på kassen.
Fire forskellige prismærker fortalte, at købmanden havde haft svært ved at komme af med den. Og da Marius lagde pengene for beløbet på det sidste mærke, 198 kroner, så købmanden ud, som om han lige var blevet skænket sit første barnebarn.
Nordmanden får til sidst gjort Jacoby og Repete forståelig, hvor han helt nøjagtig har opholdt sig. Men inden han får fortalt om pladen, Poul og den canadiske bourbon, som de drak mens de indspillede "I Dag Og I Nat", opgiver han.
På et tidspunkt kan pupillerne knapt fiksere servitricen bag disken, så han får aldrig fortalt hele historien.

(Af Mads Kastrup, Foto: Steen Tronsgaard).

LUK VINDUE