Du kan klikke på billedet for at se det i stor størrelse.

Det handler om at lytte

Det var i marts måned, et par uger efter den nye LP var færdigindspillet. Pladen havde fået titlen "Langt Fra En Ordentlig By", og cirka der befandt Poul Krebs sig sammen med sin producer Frank Marstokk og sin gamle booker John Lind Madsen. De havde tilbragt en uges tid på en gigantisk musikfestival i Austin og havde nu lejet en gammel bil for at køre rundt i resten af Texas et par dage.
De gjorde holdt ved et truck-stop for at få en kop kaffe. Servitricen der "trængte bare i den grad til nogen at snakke med", og Poul Krebs slog ørerne ud. Hun fortalte først om et par fallerede ægteskaber, hvor det også var blevet til nogle børn, men alt det der, gad hun ikke mere.  Så fulgte en historie om en druktur hun havde været på inde i Austin sammen med en gammel kæreste. We got so drunk that we had to pick up the coins from the wishingwheel just to get one last beer, sagde hun og sad så lidt og kiggede...
I guess we drank up everybodys dreams, kom pludselig fra hende.
Jeg sad bare og måbede.
Sådan noget kan man jo leve længe på, og selvfølgelig kan man skrive sange om det, siger Poul Krebs.
Han har nu arkiveret servitricen fra Texas et sted i baghovedet, for der skal ikke skrives nye sange de første par uger. Nu drejer det sig først og fremmest om den LP, der blev færdig 14 dage før han var i USA. På "Langt Fra En Ordentlig By" tager han tråden op fra den forrige LP (Hvor Gaden Blir Til Sand). Musikken er stadig lige svær at sætte en etikette på - guderne skal vide at adskillige begejstrede anmeldere forsøgte sidste gang - men teksterne er mere ligefremme. Det er de små historier Poul Krebs brænder for.
Jeg vil altid være en person, der SKRIVER sange.
Jeg kan lide at møde mennesker - karakterer, som jeg kan digte en historie på. Det kan også være en sætning, som den servitricen i Texas kom med, fortæller Poul Krebs.

Det er der så mange, der skriver sange om. Herhjemme kender vi ikke værdierne uden for København og Århus. I de store byer kommer kulturen ud af munden, men ude på landet sidder der faktisk nogle mennesker, der kan noget med deres hænder. Det værdsætter de i USA. Man kan drage mange sammenligninger mellem små flækker derovre og herhjemme, men den afgørende forskel er bare, at i USA er de stolte af det lidt de har, og vil gerne vise det frem. Hvis man besøger nogen i en lille by herhjemme og spørger, hvad der er at se, siger de som regel, at der er vist ikke noget spændende, at det er jo ikke noget sammenlignet med dit eller dat. I USA er det anderledes og det har nok noget at gøre med, at de ikke hele tiden lever i skyggen af en storby.
Men én af de andre fra kroen / ham fandt de en nat / uden at ku' kende ham igen / Det var fredag lige først på en måned / det var langt fra en ordentlig by / Han lå der sammen med månen / og en vogn så funklende ny.
Den sang handler om Assentoft Kro. Ligemeget om man kom fra Skørring, Søby eller Karleby - der alle virkelig er små flækker - så kørte man ad en flere kilometer lang grusvej for at komme til bal på kroen. Det var sådan en slags spritrute, og jeg husker det sådan, at det altid var én af dem, der lige var gået ud af skolen, der kørte sig ihjel der. Det skete virkelig tit. Hvis man er født og opvokset i en storby, kan man slet ikke forestille sig, at der ligger sådan et sted derude, siger Poul Krebs.

Han har selv skrevet alle pladens numre, men musikerne fik hele tiden lov til at komme med deres bud på, hvordan sangene skulle lyde. Hver morgen i studiet introducerede Poul Krebs dem for et nummer, og så jammede de sig ind på den rigtige løsning.
Man kan ikke arrangere numrerne fuldstændigt på forhånd. Det er ikke noget med at de er lavet ud fra et groove, og så finder man en frasering, der passer til og endelig putter man nogle ord på. Det holder ikke for mig. Er teksten og melodien ikke i orden, så du'r det ikke. Der skal aldrig puttes mere på, end sangen kan bære. Hver tone på guitaren skal have sin berettigelse, så man kan sige, at den er der for at give lige netop den specielle stemning, forklarer Poul Krebs alt imens han spiller lidt luftguitar.
Bortset fra "Danmarks højeste mandskor" - alias Ivan Pedersen og Henning Stærk - er Kavaleriet, som Krebs har turneret med siden den forrige LP, ikke med på pladen.
Kavaleriet er et liveband og jeg vil meget gerne, at man skelner mellem de to ting. Det er ikke fordi jeg ville have mere kendte eller mere dygtige musikere med på pladen (den tæller blandt andet Billy Cross, Jens Rugsted og Mats Ronander), men flere af pladens numre havde vi allerede spillet med Kavaleriet, og jeg ville helst ikke, at pladens musikere havde nogle udgaver af numrerne i baghovedet, når de skulle indspilles.

Sådan vil jeg helst arbejde, at pladens musikere ikke bare spiller det, de får besked på, men i stedet selv bidrager med det de umiddalbart føler første gang de hører et nyt nummer. Jeg ville i øvrigt heller aldrig kunne forklare for eksempel Mats Ronander, hvordan han præcist skulle spille sin mundharpe, siger Krebs.
Den måde at arbejde på førte også til, at flere af pladens numre er taget første gang. Det gælder for eksempel nummeret "Jim og Jack", hvor Poul Krebs sad og jammede i studiet og pludselig faldt Henning Stærk ind med noget, der på pladecoveret betegnes som, "eksperimenterende guitar".
Det er Hennings første singleguitar på plade efter 25 år i denne branche, så jeg gav ham den i fødselsdagsgave, griner Krebs.
Et andet nummer er "Danmarks Chicago". Sådan kalder esbjergenserne selv deres by - dernede udtales det i øvrigt "Chicååågo".
Nummeret er tilegnet Kavaleriet og handler om et helt specielt job i Esbjerg.
Og på 4. etage i Palads / på et vaskeægte cockroach motel / ligger jeg med støvlerne på / midt i sengen / og drømmer lidt for mig selv / Det er dagen og vejen / Det er virkelig turné / Det er det vi drømmer om / så enkelt er det.
Sangen er skrevet mens Krebs og Kavaleriet var fast husorkester på en "DM i rock" -turné rundt i landet. Det var langt fra muligt hver gang at fylde de store haller arrangementet flere steder var henlagt til.
Vi havde fra starten sagt til arrangøren, at det her gik aldrig, for vi vidste jo godt, hvor meget eller rettere hvor lidt publikum vi kunne trække. På den anden side kunne vi jo ikke vurdere, hvor meget de lokale bands, der skulle konkurrere med hinanden ville trække af publikum, så vi sprang til. Det gav en masse rygrad at spille for så mange mennesker på så store steder. Bagefter var det meget fedt at sige - nå, det var så det og grine lidt af det hele. Meget kan man sige om os, men forkælede - det er vi bestemt ikke.

(Af Helle Nørgård, Foto: Tine Harden).

LUK VINDUE