Du kan klikke på billedet for at se det i stor størrelse.
Poul Krebs Band på gaden med den første "helt tilfredsstillende" plade
POUL KREBS BAND's første LP kom på plademærket Stuk, den anden på Ferry og den tredie udkommer i dag på mærket Stunt. Tre LP'er - tre selskaber!
Det kunne få én til at spørge sig selv, om selskaberne ikke
kan holde hr. Krebs & co. ud i længden, eller om det er sådan, at Krebs Band
ikke kan eller vil indordne sig under vilkårerne i branchen. Er han og bandet i
det hele taget ikke lidt besværlige at have med at gøre?
Poul
Krebs nikker bekræftende på spørgsmålet, mens han slubrer en kop formiddagskaffe
i sig. Han er taget en lille smuttur til Århus - væk fra øvelokalet i Hornslet,
hvor han og bandet forbereder den to måneders koncert-turné, der starter i aften
i 'huset.
- Vi har nok altid været lidt underlige i
forhold til de genrer, der har været "in" i branchen, men vi er nu ikke blevet
smidt ud i den forstand. Et selskab som Stuk gik f.eks. nedenom og hjem.
- Indrømmet
- det har taget os lang tid at finde frem til den stil, vi har i dag. Den stil,
publikum kender fra "Sirius"-sangen på Greenpeace-LP'en, har vi mere eller
mindre haft i hovedet hele tiden. Men vi har ikke fået mulighederne til at føre
den frem før nu. "Sirius" var første gang, vi fik lov til at indspille musik
under de forhold, vi selv ønskede.
Om "Nat
Nu - Under Stjernerne", som det nye stykke vinyl
hedder, siger Poul Krebs:
- Jeg ved i hvert fald med mig selv, at vi ikke
kan gøre det bedre i øjeblikket. For første gang har vi selv fået lov til at
styre pladens stil og indhold, og jeg selv synes samtidig, at jeg har vænnet mig
meget mere til at skrive rock-tekster (Poul Krebs er gammel folke-musiker).
Et første lyt til pladen afslører en lighed med det nu opløste
Malurt - og den sammenligning er Krebs egentlig ikke så ked af. Han synes, at
Malurt stod for noget positivt på den danske rock-scene, og han føler at Krebs
Band har rødder i den samme slags musik.
En anden
grund til den sammenligning kan være produceren Henrik Littauer, der selv er
gammel Malurt-medlem. Poul Krebs er kommet i kontakt med Littauer via Henriks
bror Peter, som styrer Stunt-selskabet.
- Forskellen på
de to bands ligger blot i, at Michael Ehlert Falch skabte sig en storby-rolle i
musikken. Den vej går vi ikke. Vi er ikke et Malurt-plagiat, og skaber ingen
roller. Vi spiller bare den musik vi bedst kan lide, og der er såmænd lige så
mange der mener, vi kan minde lidt om Peter A.G. Nielsen og C. V. Jørgensen,
siger Poul Krebs.
- Vi kan ikke lade være med at
sammenligne med den svenske scene, hvor der er grupper som Bjørn Afzelius &
Globetrotters og Ulf Lundell. Der må være plads til noget lignende på den danske
scene.
Der stilles storelet forventninger til den
nye LP, og det skyldes blandt andet gruppens medvirken på Greenpeace-LP'en.
"Sirius"-nummeret fik pladeselskaberne til at komme ud af
busken, og blandt andet EMI var stærkt inde i billedet i starten af året:
- Men det viste sig lidt efter lidt, at de ville have mig til at
optræde som solist. Så kunne jeg selv vælge de studie-musikere, jeg ville
benytte på numrerne. Her sagde vi nej. Krebs Band er et gruppeprojekt, som vi
alle fem har del i.
En episode fra EMI-dagene husker Poul Krebs
særdeles godt:
- Det var første gang vi kom til
firmaet. Vi stillede op i studiet, uden søvn efter fire dages hårdt
koncertarbejde, og så sagde de: "Kan I ikke lige klappe med på det her nummer?".
Jo, det ku' vi da godt, og så vidste det sig at være Kirstens og Sørens
Grand-Prix-vinder "Det lige det". Ærgerligt at vi ikke er krediteret for hand
claps - det kunne have givet et par koda-gramex penge, griner Krebs.
Koda-gramex penge skulle det gerne blive til med den nye LP, men
Poul Krebs bil alligevel gerne have udviklingen til at gå stille og roligt:
- Jeg ved godt det lyder forbandet flot, men jeg vil hellere have
denne LP til at sælge 10.000 eksemplarer end, at det bliver det helt store hit.
Jeg vil nemlig gerne have styr på udviklingen nu, hvor vi endelig er kommet frem
til det, vi vil. Et moderat, pænt salg vil betyde, at vi stadig har hånd i hanke
med modningsprocessen. Men selvfølgelig ville pengene være dejlige - det skal
jeg ikke prøve at bortforklare.
Poul Krebs mener også
at den danske musikscene er blevet mere poppet på det sidste, men det finder han
også noget positivt i:
- Venstre-fløjen har længe stået
i stampe med alt for firkantede budskaber. Men selv om der selvfølgelig også er
en fare for at gå over i den anden grøft og blive tandløs, mener jeg, vi har
haft godt af påvirkningen. Venstre-fløjens musik er blevet meget mere nuanceret
rent kunstnerisk. Nu "må" vi f.eks. gerne skrive kærlighedssange og vise, at vi
også har følelser. Desuden skulle man før i tiden nærmest stå med ryggen til
publikum, og vise at "man i hvert fald ikke var hoppet med på det der
rock-star-ræs". Men nu får publikum mere for pengene. En koncert er også en
slags teater, hvor man gerne må trykke den af, og skabe stemning hos tilhørerne.
De næste to måneder bliver en lang
præsentationsturné for den nye skive. Der standes først op, to dage før
julegåsen bæres ind i de danske hjem, og når kalorierne er fordøjet godt og
grundigt, starter bandet op igen. Det bliver fra midten af februar til midten af
april.
Poul Krebs Band ønsker at ramme et så bredt
publikum som muligt, og det vil også sige gymnasierne:
- Selv om
der er KU-bølge for tiden - eller rettere fordi - skal vi ud og spille
vores musik for gymnasieeleverne. Det gælder om at vise dem, at vi mener noget
med vores musik. Kan vi få dem til at nynne med på melodierne og lære dem at
kende, er der en chance for at de også begynder at huske på teksterne senere.
Det var nok det der skete med "Sirius", siger Poul Krebs inden han vender snuden
hjem mod Hornslet, hvor resten af gruppen venter i hjemmet, så man kan komme i
gang med dagens forberedelser til de mange måneders turné.
(Af Henrik Friis. Foto: Jørn Timm)