Du kan klikke på billedet for at se det i stor størrelse.

ROCKMUSIKKENS BONDEKNOLD

Poul Krebs fanget i en afslappet stund før det går løs med turnéliv

Poul Krebs er en travl mand i denne tid.
For et par måneder siden indspillede han sangene til sin femte LP sammen med ni af landets dygtigste rockmusikere, Paul Banks, Øyvind Ougaard, Jens Rugsted, Ivan Pedersen, Henning Stærk, Flemming Fiol samt næsten-danskerne Mats Ronander, Billy Cross og Frank Marstokk.
I disse dage øver han på fuld tryk "et sted på Djursland", med sit orkester Kavaleriet, som er på turné fra på tirsdag.
Midt i det hele - på mandag - udkommer den færdige LP, "Langt Fra En Ordentlig By", med al den ståhej, der er omkring den slags begivenheder.

De intime steder
Poul Krebs foretrækker at optræde på små spillesteder, hvor stemningen er tæt, svedig og intim - og hvor de syv musikere måske knap kan bevæge sig for hinanden:
"Det er meget sjovere at have ryggen klinet til væggen og et par hundrede mennesker foran sig end at spille i en sportshal for 500 mennesker, hvor der er plads til det dobbelte."
Ikke desto mindre indleder Kavaleriets turné med en koncert på Plænen i Københavns Tivoli. Senere står den på optrædener på Endehave Festival, Midtfyns Festival, Roskilde Festival og Skanderborg Festival. De inderdørs arrangementer bliver i så store "klubber" som Skråen i Ålborg, Huset i Århus, Skibhus 17:48 i Odense og måske Hithouse i København.
Alligevel lyder det stædigt, lidt tørt og med et lunt glimt i øjet fra den jyske sanger og guitarist:
"Forstår du, vi ka' så godt lide de små steder..."
 
Guitar-reserver
Kavaleriet består af andre musikere end dem, som medvirker på pladen. Kun sangerne går igen, nemlig Poul Krebs selv, Henning Stærk og Ivan Pedersen. De øvrige "ryttere" er bassisten Kent Holm, guitaristerne Erik Jepsen og Henrik Schriver og trommeslageren Frank Thøgersen.
Selvom Jepsen og Schriver er gode for nogle fræsende guitar-dueller, regner Krebs med at få lov til at blande sig i den instrumentale leg. Han har oparbejdet nogle indestængte agressioner efter tiden i pladestudiet og så stærke guitarpersonligheder som Paul Banks, Billy Cross og Mats Ronander:
"Da de sad og sultede med hver deres akustiske guitar, måtte jeg trække mig ud på udskiftningsbænken..."
Derimod fik Henning Stærk en guitarsolo med på pladen - optaget spontant i en sen nattetime. Bagefter lød hans spil på nummeret "Jim & Jack" så godt, at det har fået lov at stå som hans første indspillede singleguitar nogensinde.

Små filmstrimler
Poul Krebs har skrevet sine 10 nye sange i sit fritidshus, der ligger på Djursland, flere kilometer fra asfaltvej, larm og butikker. Han får ikke ånden over sig i sin lejlighed inde i Århus, hævder han. Teksterne har lighedstræk med romanerne af den forfatter, han læser mest for tiden, amerikaneren Larry McMurtry, hvis bøger er westerns i afdæmpet og afromantiseret udgave. Krebs betegner sine tekster som simple, naive småhistorier:
"Vi kan nemt gøre alting meget mere kompliceret. De fleste af mine sange er små filmstrimler, bare i ord."
Noget, som har optaget Krebs en del, er kontrasten mellem land og by. Derfor er der ingen sange om mennesker, der har som livsstil at gå på Vestergade 58 eller Krasnapolsky, men om eksistenser, der "lever langt fra en ordentlig by":
"For mig ville det være dødsygt at skrive om at gå på café... Jeg vil nok altid være en bondeknold."

(Morgenavisen Jyllands-Posten, fredag 5.maj 1989, Af Jakob Lambertsen).

LUK VINDUE