Det
forsømte seminariumHan hiver begejstret sin sidemand i ærmet og råber, "Hold kæft Kalle, hvor er der gang i den!" Derpå viser han Kalle et par twisttrin for ligesom at lægge krop bag ordene. Kalle er tilsyneladende fuldt ud enig, han stamper i gulvet, kniber øjne og læber en smule sammen, for at anlægge en passende rå mine.
Scenen er Nørre Nissum Seminarium og bandet, der begejstrer Kalle og hans ven, er Poul Krebs Band.
GAFFA fik plads sammen med baggearet, da bandet skulle til Nordvestjylland og spille for de forsømte. Dem i periferien. Et område, hvor man normalt indløser en billet til rockmusikken ved en DR-licens, eller en 8 kilometers cykeltur til pladeforretningen i Lemvig, der i øvrigt også har det nærmeste spillested. Det blev til historien om rock'en, der holdt sit indtog på seminariet, hvor ortodokse grundtvigianere, indre missionærer og ydre omstændigheder hidtil havde formået at holde den for dørene. Vi var derude, hvor rocken åbenbart stadig er i stand til at skabe en generationskløft. Ligeledes blev det til et kig i rockkulissen. Og en forklaring på, hvorfor det at være en bonderøv er noget positivt.
Da den udsendte, efter en lang køretur ankommer sammen med Poul Krebs og bassisten Kent Holm Jensen medbringende baggearet, var P.A.-folkene, Nold og Freddy allerede ankommet. Leadguitaristen Knud Møller, der er i færd med at skifte strenge på guitaren, udspørges flittigt af en elev, som ønsker at fritte ham for et tip eller to. Trommeslageren Lars Sletten Thomsen imiterer dialekten, hvilket han gør udmærket, da han oprindelig er fra Hjørring. Keyboardspilleren Niels tripper lidt omkring uden egentlig at komme nogen vegne - det ser ud som en gammel vane! Og endelig baggrundsvokalen Dorte Kvist, der smilende iagttager de andre og givetvis tænker, sådan er det altid, de skal lige snuse til stedet.
Poul "briefes" af en arrangør og bliver klar over, at det er et af den slags arrangementer, hvor der først skal spises til elevernes underholdning, hvilket forhindrer en ordentlig lydprøve. Dernæst spiller diskoteket, hvorpå det første sæt skal leveres. Og præcis kl. 22.45 skal han annoncere folkedans i de tilstødende lokaler. Samtidig kan bandet holde pause, for igen at gå på, så man er færdig kl. 01.00. Poul ser ud som om han allerede ER færdig. Den forventningsfulde og ivrige arrangør tilføjer, at det er første gang, man har et rockband til årsfesten på Nørre Nissum Seminarium. Man har kæmpet en hæftig kamp mod ældre lærere, der gerne så en mere kristen livsholdning komme til udtryk via en fest med folkedans og lidt festlig jazz. Men de unge vandt, og nu går man på listefødder med et stramt arrangement, der i øvrigt også indbefatter alkoholforbud mens eleverne underholder, samt en strategisk anlagt kaffebar, hvor de ældre kun kan ane rockmusikken, mens de drukner sorgen over det ungdommelige forfald i en kop mokka. Jo, man anstrenger sig virkelig for at sikre rocken en fremtid på det kristne seminarium.
Krebs Band stiller baggearet op og den velorganiserede hjælp viser sig endnu en gang effektiv. Der stemmes guitarer, rettes på slyngarmene til bækkenstativerne og P.A.-anlægget indstilles og afprøves med båndmusik. Publikum er ankommet til bespisningen.
Bandet og den udsendte ledes af en arrangør, alt er tilrettelagt, over til den lokale kro, hvor aftensmaden indtages. Den udsendte konstaterer, at kroen tilsyneladende lever af seminarister og HF-kursister. Krofatter har installeret grill, billard og flippermaskiner. De lokale hajer er tilstede, en dreng betjener en flippermaskine med dyb koncentration. Sikkert Nørre Nissums pinball wizzard, at dømme ud fra teknikken. Krofatter synes således at have monopol på forlystelse i byen, hvilket Krebs Band og den udsendte efterhånden har fattet baggrunden for.
DET
FØRSTE SÆTDa man vender tilbage til seminariet er festsalen forandret. Spisning og underholdning er forbi, udskænkningen af alkoholiske drikke er startet og de unge har overtaget salen. Krebs Band må nøjes med et halvt nummer til lydprøven, men Nold forsikrer, at han nok skal få styr på tingene. Der falder et par bemærkninger om monitorstyrken, mens man klæder om.
En arrangør kommer også med forsikringer om at bandet imødeses med forventning og han tilføjer næsten triumferende, at de ældre er abdiceret til kaffebaren.
Bandet går på til den aftalte tid. Første sæt forløber nogenlunde gnidningsløst. Folk danser, men responsen udebliver. Nold arbejder koncentreret ved sin pult, misser lidt med øjnene når han kigger på sin nyerhvervelse, en Roland digital delay maskine. Han ved endnu ikke helt hvordan den fungerer. Freddy skifter lyset, der ikke er særligt stort, i rene farvekombinationer, blå, gul, rød og gentager. Bandet har efterhånden fået mange ud på dansegulvet og hen mod slutningen af sættet, ligner det rigtig rock. To hippier virrer ledløst med hovedet og markerer, at Krebs er ved at nå ud over scenekanten. Den udsendte kommer til at tænke på, at det store udland varsler hippiernes revival. I så fald er der to, af denne nu næsten uddøde skabning i Nørre Nissum, der aldrig vil opdage, at hippierne i det hele taget har været væk.
En sidste udholdende herre forlader salen og går mod kaffebaren. Den udsendte følger ham, velvidende, at her sikkert også er tale om, hvis ikke en uddøende så i hvert fald en minimeret bestanddel af den danske befolkning, en troende mand.
I KAFFEBAREN
Ældre lærere og sikkert også overlærere, for at være helt korrekt, har, som den ungdommelige snarrådighed forudså det, placeret sig i kaffebaren. Det rigtige udtryk, når det gælder den aldersgruppe, er vist, at der snakkes om løst og fast. Hvad der er hvad, har den udsendte aldrig helt forstået, men han er også mere interesseret i bemærkninger om rockmusikken. Dem falder der enkelte af. Man kan godt høre, at de unge mennesker har fået hænderne op af lommen for at bestille noget. Men det siges i et tonefald, der mere end antyder, at det jo ikke lige just er noget, der gavner betalingsbalancen.
Man foretrækker helt sikkert at blive gjort til grin af en folkesanger fremfor at blive belemret med en leadguitar. Det er bestemt ikke i kaffebaren man skal finde Nordvestjyllands potentielle rockpublikum. Men at området er i besiddelse af et sådant blev klart i andet sæt.
FOR
KALLES VENHerude er man fri for cafégængernes selvsmagende kritik. Fri for magelige, forvente tilhører, der inden de er kommet ind ad døren har vendt tommelfingeren nedad og undladt at dømme musikken på dens egne præmisser.
Krebs Band går på scenen til andet sæt med indstillingen, at det er nu eller aldrig. Første sæt har ikke været tilfredsstillende og i omklædningsrummet i pausen gør man grin med det hele. Bemærkninger som, tredje sandbakke, og, marehalm i ørene, spreder så megen glæde og sammenhold, at det er en helt anden indstilling man går på scenen med til andet sæt. Og resultatet udebliver ikke.
Kalles ven der indledte denne historie, er der nemlig. Og ethvert rockband har brug for sådan én som ham, der lader sig begejstre og rive med. Hvis bandet vil noget, er han straks med på den. Og Krebs Band vil noget. Hippierne er nu ikke bare ledløse i halshvirvlen, men også i resten af kroppen. Nold registrerer, at det er tid at føre mastervolumen opad.
Publikum klapper taktfast, piftende og råbende. Og processen bliver selvforstærkende. Der opstår et feedback, som det hedder i rocksproget. Krebs giver ekstranumrerne med entusiasme og bid i, publikum svarer igen og tingene accelererer.
Som et sidste ekstranummer gives "Sirius - Troen og Håbet", en sang om dem, der lænket fast ude på Atlanterhavet, kæmper for os alle sammen. Og Kalles ven kæmper med, usikkert, spredt fægtende og råbende med på omkvædet. Når rocken endelig er i byen, skal man kæmpe med, uanset om det er en kæp i øret eller folk, som dumper radioaktivt affald i havet, der er modstanderen.
Den udsendte går ud af hoveddøren for at komme om bagved bygningen til omklædningsrummet. Undervejs møder han to kærester, der hedt omfavner hinanden. Oven over dem på muren hænger et skilt, sat op før rocken kom til seminariet. "Bed og Arbejd" er der skrevet, en formaning, der her ved 01.30 tiden i den almindelige opløsning forekommer absurd og latterlig. Det unge par ænser hverken skilt eller den udsendte.
DER PAKKES SAMMEN
I omklædningsrummet sidder Krebs Band trætte, men tilfredse. Man udveksler meninger om forløbet, og finder ud af, at der var en del ting, som er værd at gentage på næste job.
Nold og Freddy går op på scenen og begynder at pakke sammen. Den organiserede hjælp viser sig for sidste gang effektiv. Esbjergenserne tager det roligt, men formår alligevel på forunderlig vis at være effektive. Snart er varevognen lastet, og de tager afsked, lover grinende at lade være med at falde i søvn ved rattet, som det skete sidst.
Poul afregner med en svedende, glad arrangør, som med røde kinder og begejstrede øjne opfordrer bandet til at fortsætte festen privat hos ham. Poul afslår. Og arrangøren synes først nu at fatte, at bandet er træt. Men en invitation til suppe i cafeteriet, bliver modtaget med begejstring. Den kommer, ja undskyld udtrykket, som sendt fra himlen.
BONDERØVE
Efter en overnatning på et feriecenter i nærheden af klitterne, der grundet årstiden er forladt og således billigt, begiver man sig hjemad. Den udsendte kører med Poul, Kent og Lars, og vi taler om musik. Om TV-2 og ironien, der ikke kan oversættes til engelsk. Om Snapshot, der tjener 120.000 på en weekend. To piger, der når de er 35 vil opdage, hvad de gik glip af. Poul meddeler grinende, at han har skrevet en tekst til pigerne, der måske skal bruges i melodi grand prix'et. Og endelig falder samtalen på anmeldere, musikmiljø og image. Poul fortæller den udsendte, at de tit bliver beskyldt for ingen fornyelse at udvise. Men han mener, at de befinder sig på en platform, hvor det er rocken, der er udgangspunktet. Og man befinder sig vel, derfor er der heller ingen grund til at forlade platformen.
- Vores image, hvis vi har noget, er at vi er nogen bonderøve. Det er vi glade for, idet en bonderøv er noget man forbinder med arbejdsmand. Vores eneste problem er, hvorvidt vi skal drage den fulde konsekvens og stille op i Kansasoveralls og træskostøvler.
Der er langt fra Nørre Nissum til Århus og på et tidspunkt går samtalen uundgåeligt i stå. Kent nynner en strofe af Dire Straits.
Den udsendte tænker på, at han skal huske at skrive noget om, at Krebs Band ikke får "money in for nothing" og i Nordvestjylland ligger det, i hvert fald uden før højsæsonen lidt sløjt med "chics for free".
(Af Mads Kastrup - GAFFA, januar 1986)