For ung til at være gammel . . . eller for
gammel til at være ung. Mød Poul Krebs i ny og mere personlig stil.
Striber af lys: »Mine børn har lært mig at være mere nærværende,« siger
cd-aktuelle Poul Krebs.
Sådan
nogle som os har jo brug for en kæreste. Og når der så er gået et stykke tid,
opdager man, at kærligheden er som et Ikea-skab. Svært at få til at hænge
sammen, når man er to.
På det nye album »Stiber af lys« har Poul Krebs skrevet en sang om en oplevelse
sammen med sin kone Ulla i det store svenske møbelmekka. Et både sarkastisk og
personligt billede på det moderne parforhold.
»I virkeligheden er sangen inspireret af reality-bølgen. Hvorfor laver man ikke
et ordentligt realityshow for de par, hvor den første forelskelse er gået over?«
siger Poul Krebs.
Han har forladt sit eksil på Samsø for at fortælle om det nye album, som til
dels har kunnet høres de sidste uger på B.T. Online.
»Første afsnit af dette reality-show skulle være noget med at gå ud en lørdag
formiddag sammen i Ikea og samle et skab. Hvis man går ud sammen, har man
vundet. Jeg har selv prøvet det. Det stiller store krav til det mandlige – til
snilderikken i os.
Det forventes, at man som mand kan finde ud af at samle skabe, hvor der altid
mangler mindst et par skruer. Jeg bryster mig ikke af at være handyman. Jeg
havde i hvert fald store problemer med det. Det er lidt sygt, at man skal forme
sit hjem efter, om man kan samle alle de der forbandede skabe,« siger Poul Krebs
med et skævt grin.
»Striber af lys« er hans 14. album siden starten i 1979 med »Efter stormen«.
Efter det store folkelige gennembrud med »Små sensationer« har Poul Krebs opnået
en position som en af landets mest populære og folkelige troubadourer og
musikalske storytellere – med og uden strøm på guitaren.
På den nye cd er der mindre Dylan – og måske mere Poul Krebs. Lidt færre
statement-agtige, flere mere personlige sange. Fra småsatiriske tidsbilleder og
generationssange som »Løj han« og »Work work work« – til den dybt personlige
»Bare du var her«, der handler om at miste en af sine nærmeste. Eller måske
snarere om at huske de nærmeste, så længe man har dem.
Poul Krebs har solgt over 700.000 plader siden starten. Han fylder koncertsale –
og haller. Han har opbygget et frugtbart musikalsk miljø omkring huset på Samsø.
»Oven i min egen lykke over, at jeg har opnået det, jeg har, kan jeg se, at der
er en pris. Jeg har realiseret mig selv, fået opfyldt nogle af mine drømme og
ambitoner – måske på trods af mine forældres forventninger.
Dels kan jeg se, at det har haft en høj pris for mig selv, men jeg tror også, at
vi er en generation, hvor det har en pris for dem omkring os. Vi lever i en
kultur, hvor jobbet er éns mellemnavn. Man bliver 40 år, føler måske, at man er
en succes karrieremæssigt.
Pludselig en dag føler man, at man er en fiasko. Man er gået så målrettet, at
man har glemt at være til stede. Pludselig føler man måske, at man er for gammel
til at være ung. For ung til at være gammel,« siger Poul Krebs.
Du tilhører generationen, der tror på evig ungdom? »Vi har i hvert fald svært
ved at forlige os ved tanken om at blive ældre. Man er sit eget centrum. Vi får
vores børn senere. Vi er simpelthen længere tid i puberteten, hæ. Jeg brugte ti
år af mit liv på at sige, at det gik bedre, end det måske gjorde.
Det er først efter, at jeg har fået børn, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke
nødvendigvis er centrum. Det er væsentligt for mig, at jeg kan trække mig ud og
leve i virkeligheden. At jeg kan være mere nærværende. Huske at ringe til min
gamle mor og den slags.«
Hvis Poul Krebs’ hamskifte er stort, når det gælder det tekstmæssige, er det
endnu større, når det gælder musikken. Efter meget groft sagt at have indspillet
13 albums i forskellige hjørner af den amerikanske singer-songwritertradition,
har han denne gang allieret sig med den svensk/iranske musiker og producer
Mohammed Denebi.
Han har rødder i den særlige svenske soullyd, model Lisa Nilsson og Titiyo. Der
skulle ske noget nyt for Poul Krebs. Blandt andet kan man nu høre ham synge på
en helt ny og mere åben og rund måde.
»Mohammed sagde, at han ikke rigtig forstod mine tekster, men han syntes, at der
var noget specielt ved mine melodier og min stemme. Det er der sgu ikke så
mange, der har sagt til mig,« siger Krebs. Efter at have arbejdet med
forsvindende små budgetter i begyndelsen af karrieren, er tiden inde til at
satse musikalsk, karrieremæssigt – og økonomisk.
Alene fotooptagelserne til coveret – de er skudt i Italien – er en post på
budgettet, som man troede hørte guldalderen i 80erne til.
»Det er rigtigt, at det er en anti-dogme plade. Jeg synes, at jeg har lavet så
mange dogmeplader tidligere. På den måde er jeg også selv med til at betale det.
Hvis vi virkelig ville noget med denne plade, skulle det være så godt som
overhovedet muligt.
Om det så koster os lidt mere. I en tid, hvor der udkommer de billigste og mest
lousy opsamlingsplader med sommerens koldeste og varmeste hit, skal der altså
ske lidt mere. Det skal være gennemarbejdet, når der så kommer en plade med ti
nye sange. Jeg kan huske dengang, jeg lavede »Små sensationer«.
Alle mine kolleger kom hen til mig og brokkede sig over, at deres pladeselskaber
forlangte, at nu skulle de også indspille billige Poul Krebs-plader,« siger Poul
Krebs med et grin.
Sidste år var Krebs – helt ude på sidelinien – involveret i TV 2s
»Popstars«-projekt. Han er medkomponist på en af deres sange og lagde lokaler
til træningslejren på Samsø.
»I forbindelse med »Popstars« var jeg nærmest en slags vicevært. Jeg følte ikke,
at det var en stor del af min verden. Af en eller anden uransagelig årsag
besluttede hele Danmarks befolkning, at de skulle se det der program. Det har
jeg aldrig forstået. Jeg forstår ikke, hvorfor musik ikke enten rører ved folk.
Eller ikke gør det. Hvorfor skal vi se det for at hade det? For mig at se
handler det om nogle piger, der prøver deres drømme af på en kontant måde. Når
der kommer så meget hype omkring et TV-program, er det, fordi vi keder os. Der
sker for lidt i Danmark. Måske er det et sundhedstegn, i betragtning af alle de
katastrofer, der sker ude i verden,« funderer Poul Krebs. »Striber af lys«
udkommer på mandag.
AF JAN HAVE ERIKSEN
Lagt på www.bt.dk fredag den 16. august 2002