"Jeg har en god fornemmelse af ikke at være banebrydende," siger Poul Krebs, der i dag udkommer med albummet Striber Af Lys. Men selvom den 46-årige troubadour ligger lunt i feltet med mere end 700.000 solgte plader, så forsøger han alligevel stadig at gøre den berømte forskel. Både som historiefortæller, som kendt musiker og som øboer. For netop en folkekær bonderøv kan godt råbe folk op, selvom han står derude på anden revle.
Pigernes
Poul kalder de ham. Måske fordi han på én gang virker så gådefuldt indelukket,
bidende banal og uhøjtideligt ærlig, at det rammer lukt og lækkerblidt i både
purunge og fuldmodne kvindehjerter, når han synger sine vemodige sange om de små
tings store betydning. Poul Krebs har det. Måske uden at vide det selv. Udenfra ligner han blot en blød mand med en guitar, et nedslået blik og lidt åben skjorte. Men set indefra er han en moderne historiefortæller, der altid har en passende anekdote godt og trygt oppe i ærmet.
"Vil du have den sande historie om Pigernes Poul?," spørger han.
"Okay, så. Det var på Kielgasten i Holstebro. Jeg skulle spille, og der var ingen mennesker, og desværre skulle BT komme og anmelde koncerten. Men ham, der ejede spillestedet, ejede også diskoteket inde ved siden af, så han fik lige hundrede piger hevet ind. De fik en drink hver, og da journalisten fra BT trådte ind ad døren, var de helt oppe at køre foran scenen. Og så har det åbenbart haft en selvforstærkende effekt lige siden".
Poul Krebs smiler og kniber øjnene sammen. Måske fordi solen skinner skarpt denne dag i Kongens Have. Måske fordi sund, jydsk beskedenhed er et af hans særlige kendetegn. Eller måske er det bare, fordi en gammel, garvet rockmusiker som Krebsen er nået dertil, hvor han lettere undgår de etiketter, han ikke bryder sig om. 'Pigernes Poul' er en af dem, han helst undværer. Ikke kun fordi han er godt gift. Mere fordi han hellere vil snakke om de ting, der virkelig betyder noget.
At være til stede
For Poul Krebs er det især teksterne - eller historierne - der virkelig betyder noget. Paradoksalt nok har han på det nye album valgt at skubbe sine mange hverdagsfortællinger om menneskers liv og kærlighed lidt i baggrunden. For som han siger: "Det er sku' lidt købt, hvis dansksproget musik isoleret set bliver en flok historiefortællere, der sidder i hver deres vindueskarm og fortæller om de to mennesker, der står ude ved stoppestedet. For at fortælle en god historie er man nødt til at være der selv, så på det her album skulle det kun være sange, hvor jeg var der selv".
De nye sange på albummet Striber Af Lys er stadig historierne om, hvordan vi opfører os over for hinanden. Men de er mere personlige, mere indadvendte og mere autentiske. Poul har været derude selv. Eller i hvert fald i periferien et sted. Både i IKEA for at samle 'skabet' - et af de gryende parforholds helt store udfordringer, og i motorvejsmylderet, hvor han fandt inspiration til sangen om manden, der altid drønede afsted til 'Work Work Work' og endte i en hospitalsseng fuld af drops, drops, drops.
'Og de blev egentlig så glade
for det sving der var på vejen',
som Krebs runder sangen af.
For en singer/songwriter, der har komponeret mere end 500 sange, kræver det dog mere end friske forsyninger af gammel rødvin og nye Kinabøger med rene linjer til lyriske betragtninger at slippe ud af rutinens omklamrende båndsalat.
Man kan blandt andet flytte over til Samsøs inspirerende øluft, dernæst kan man fyre hele sit band og i stedet ansætte en række studiemusikere. Til allersidst kan man så finde en producer, der ikke er bange for at sige det højt, når man laver noget lort. I tilfældet Poul Krebs var svaret den kun 28-årige svenske producer og multimusiker Moh Denebi, der hører til i Stockholm.
"Jeg syntes, jeg trængte til den udfordring. At blive rykket rundt i krogene og lade andre give deres bud på, hvordan de hørte deres sange," forklarer Poul Krebs.
For som en af branchens feterede rockstjerner kender selv den beskedne Krebs naturligvis alt til rygklappere, medløbere og røvslikkere. Eller som troubadouren selv udtrykker det - pæn og høflig som han er:
"Man bliver let kejser i eget slot. Folk har en forudfattet holdning om, hvad de tror, jeg gerne vil have."
"Betyder det at du aldrig har fået kritik?"
"Jo, i starten. Men da havde jeg sværest ved at lytte til den. Nu er jeg meget mere åben. Engang så man jo sig selv som en stor kunstner på et lille loftskammer, der bare behøvede at vente på, at det hele faldt ned på ens knæ. Med årene finder man ud af, at det egentlig godt kan være, at man er nødt til at blive en hæderlig håndværker. Ligesom med filminstruktører. De har fået inkorporeret i deres hoveder, at de er 99% håndværkere, når de kommer ud fra Filmskolen, og en dag kan de måske være heldige at finde deres eget udtryk. Vi musikere starter omvendt. Vi tror, vi er kæmpestore kunstnere. Derfor må ingen fortælle os noget som helst om, at en sang ikke holdt."
At ligge lunt i feltet
Sange som "Johnny Han Var Lige Ved At Blive Sindsyg", "Morrison, Dylan Og Elvis", "Fri Som Et Forår", "Morgendagens Tåber" og ikke mindst landeplagen "Sådan Nogen Som Os" fra det store gennembrudsalbum "Små Sensationer" er sange, der holder max for Krebsens trofaste fanskare. Men Poul Krebs ved også udemærket godt, at hans sange ofte har det med at sidde fast i skummet på en lunken festivalfad og sjældent får lov at mænge sig med cafélækre cappuccinoer og smarte smoothies. I hvert fald ikke i den kræsne hovedstad. Poul er ganske enkelt allerede blevet alt for folkelig.
"Jeg ved da godt, at der er nogen der siger om mig: 'Åh, det er sku da ham der med Johnny, der var ved at blive sindsyg. Jeg går amok over den sang.' Men det er man jo ikke selv herre over. Jeg kan da godt forstå, at folk hellere vil finde noget nyt undergrund. Sådan er jeg også selv. Det sjove er så, at på filmscenen er det ikke utrendy, at en halv million mennesker har set 'Den Eneste Ene'. Det gør ikke den mindre god."
Men sådan er det altså med musik. Hvis forældrene køber pladen, så hopper de unge sikkert fra. Det er en helt naturlig fase i mediernes og musikelskernes nådeløse jagt på nye idoler. Poul Krebs tager det dog ikke så tungt, for han lever stadig godt af sine plader. Fint hus og to biler. Eller som han siger: "Nogen skal jo have førertrøjen, og nogen skal ligge i feltet."
"Hvor ligger du så?"
"Jeg ligger i feltet. Lunt og godt."
Han griner og understreger, at han ikke ønsker at være fremme på beatet. At han ikke kaster sig ud i noget nyt, bare fordi der er kommet noget nyt.
På den nye plade er der dog kommet lidt flere farver på rundt omkring. Lidt funk og lidt jazz hist og her. Men så heller ikke mere. Poul Krebs kan sit kram, og hvorfor så svigte den særlige lyd, som både han selv og publikum godt kan lide?
At gøre en forskel
"Jeg har en god fornemmelse ikke at være banebrydende. At jeg står på anden revle og ser alt det nye. Alle de nye tendenser. Men derude har jeg det fint med, at jeg holder fast i mit eget musikalske udtryk og den substans, der måtte være i det. Sådan gælder det for min musik som for mig i al almindelighed."
En old school-rock'n'roller har talt. Krebsen vil hellere trække sig tilbage til sin lille ø. For der kan han dyrke sit innovative jeg på helt nye måder. Gøre den berømte forskel. Enten ved at hjælpe upcoming bands i hjemmestudiet - det såkaldte Dansebjerg. Eller ved at overtale andre kendisser - såsom Michael Falch, Mads Mikkelsen og brødrene Laudrup til at stille op for de såkaldte ShowStarS i en fodboldkamp mod de lokale. En event, der indbragte Samsø hele fire års kulturbudget.
"Som kendt musiker kan man jo selv bestemme, om man vil isolere sig eller være en del af et eller andet miljø. Jeg gør mest det sidste. Men kun fordi, det kan foregå et sted, hvor jeg kan være mig selv. Når jeg er sammen med min familie er jeg ekstremt privat. Jeg er ikke den, der tager i Bon-Bon land med min ældste datter, selvom hun gerne vil. Man bliver jo konstant overvåget. Så skal man ligesom ryste de der blikke af sig for at være den, man gerne vil være overfor sit barn. Det er kunsten at være kendt. Det er der nogen, der kan. Det er jeg ikke ret god til."
Til gengæld har han gjort noget, kunstnere sjældent gør. Flyttet væk fra storbyen. Og Poul Krebs så gerne, at andre fra branchen gjorde det samme.
"Alle skal da selvfølgelig prøve at bo i København. Det har jeg også selv gjort. Men man skal også rykke ud igen, så man kan være med til at påvirke, at der holdes liv i den der provins, som vi elsker at tale så nedladende om. Herovre har ingen tid til at gå til koncert - 'for det første står jeg ikke på gæstelisten. For det andet er jeg lige ved at realisere min egen installation'. Da jeg selv boede her, gik jeg også rundt i de samme systemer og mødte de samme mennesker, der havde gang i de samme ting. Dengang var dagens vigtigste beslutning, om man skulle tage en latte eller cappucino. Den attitude er ikke befordrende for kulturen i Danmark. Nu får jeg personligt mere ud af at opleve det hele lidt på afstand."
Af René Fredensborg
Fotograf: Niels Ahlmann Olesen
Bragt i Urban - mandag den 19. august 2002