|
 HALLO
TEXAS VIKINGERNE KAN OGSÅ
AUSTIN, TEXAS: Det var dog fandens!
Her tager man helt til Austin, Texas.
Stiger ud af flyet og går ind i byen som den danske bonderøv, man føler sig som,
når man rejser til Guds egen stat.
I Austin, Texas, går alle jo rundt i cowboy-støvler, cowboy-hatte og forvaskede
jeans, taler med kartofler i munden samtidig med, de drikker bajere og Bourbon
og kører rundt i nogle dollargrin af biler hele dagen med radioen åben for fulde
drøn.
Sådan er det i hvert fald på film.
Så det må jo passe.
Og hvad ser man så den første halve times tid i Austin?
En flok mennesker, der sløver rundt i gamle kondibukser, acrylsweaters og
fodformede sko.
Ja, selv cykler kører de rundt på!
Det er sku' da ikke det Texas, man kender, hvor en mand er en mand, og konen
bare har at holde sig til køkkenet, indtil han kommer hjem og forlanger noget at
æde og drikke.
Og selve bylivet sådan en almindelig dag?
Jamen, du godeste, man kunne ligeså godt befinde sig i Øster Bøvelse en lørdag
eftermiddag sammen med Erling Bundgaard og Carsten Fischer.
Men… Hallo!
Når mørket falder på henne i Austin, så er det som om, der sker underlige ting.
Så kommer folk ud af de private huller, hvor der serveres sprut og sager,
gamles, snakkes og regeres.
Og ikke mindst spilles musik.
Og det er hverken Michael Jackson eller Kim Larsen, der høvler ud af jukebox'ene
eller serveres i levende live fra scenen.
Næh… Det er country, rock, blues and roll, så guderne må forbarme sig, og det
gør de garanteret også.
Ekstra Bladets medarbejdere gik også ind i et hul, der udefra lignede en
dobbelt-garage, ikke ét vindue, ikke en skid, var du opmærksom på, at her var en
bar.
BARE FIS AF
Servitricen, en stor, herlig pige med en burgerrøv på størrelse med en ladeport:
- Dav med jer. I ligner s'gu ikke nogle her fra nabolaget.
- Næe... Det er vi heller ikke sådan ligefrem, må vi indrømme.
- Er I sådan nogle skide yankee'er oppe nordfra, New York eller sådan noget, for
dem kan vi fan'me ikke lide hernede. Så I kan godt skride. Jeg gider ikke
servere noget for sådan nogle skiderikker!
- Nej, nej, hør nu her. Vi er fra Danmark, Skandinavien, Europa, Tivoli og alt
muligt.
- Nåh... Danmark. Det er det der ligger i Holland og ligner et maleri. Det ved
jeg alt om. Min far stammer nemlig oprindelig fra Tyskland. Så her er et par
bajere. Dem skal I ikke betale for, bliv hængende og hør noget ordentlig
country-musik.
Det gjorde vi så i et stykke tid. Et meget langt stykke tid. Med stor
fornøjelse.
Ekstra Bladet er altså i Austin, Texas sammen med godt 30 andre danskere, der
også har rock og rul og country-musik på hjernen. Årsagen?
Årsagen til mødet er en enorm musikfestival. Et seminar, som byen kører på
10.år.
3000 mennesker fra hele verden samles i godt en uge for at blive stopfodret
døgnet rundt med den specielle Texas-sound, som også så mange danske musikere
efterhånden gerne vil lave.
Og vi vikinger er jo ikke bange for noget som helst.
Så musikerne og sangerne Ivan 'Laban' Pedersen, Poul Krebs, Helge Solberg, Frank
Marstokk, Michael Rasmussen og Søren Pedersen har taget instrumenterne under
armene, er i Austin og stiller sig lørdag aften op foran et usædvanligt
publikum, når det drejer sig om country og rock i Hyatt Ballroom i Austin.
Til daglig spiller de seks herrer ikke sammen, men når de nu alligevel skulle
til Texas, hvorfor så ikke vise, at vi sandelig også kan herhjemme.
De har øvet sig hjemmefra og vil gerne i Austin give det udseende af, at de ikke
er en skid nervøse.
Det er løgn!
De ryster og bævrer indeni.
Ekstra Bladet satte de seks stævne i går.
- Hvad er I egentlig herovre for?
Lange Ivan Pedersen med en af de fedeste stemmer i dansk pop - han gider bare
ikke rigtig bruge den:
- Hvad vi er her for? For at suge til os. For at lære. For at få noget
inspiration. Jeg har hørt, at det er i Austin, at det foregår, når det handler
om rock'n roll og sådan noget.
- De skulle spille på de kanter her, så det bløder ud af ørerne, siger Ivan
Pedersen.
Sangeren og sangskriveren Poul Krebs, en alt for overset mand i dansk rock:
- Det gør de også, det kan jeg love dig.
Bassisten Helge Solberg:
- Det er jo dejligt at opdage, at der findes større bonderøve end danskerne. Og
med bonderøve mener jeg det altså positivt. De har s'gu forstand på musik her i
Austin.
Poul Krebs:
- Austin... Det er bare fedt mand.
Ivan Pedersen var for nogle år siden et af de helt store popnavne i Danmark. I
duoen 'Laban' sammen med Lecia Jönsson, den lille gæve sag.
De lavede popmusik, der ville noget. Pengene og pladesalget var i hvert fald
store.
De to gik hver til sit for fem år siden.
ELSKER BLUES
Ivan Pedersen:
- Årh... jeg er træt af at høre om 'Laban'. Det var dengang. Vi lavede popmusik.
Og jeg elsker god pop. Jeg elsker god rock. Jeg elsker god blues. Og kan jeg
ikke lige én gang for alle slå fast, at jeg ikke var med i 'Laban' bare
for at score kassen! Jeg står den dag i dag inde for det meste, vi lavede. I dag
lever jeg af at have et indspilningsstudie i København, hvor vi beskæftiger os
med alt muligt.
- Skal du ikke til at synge igen, Pedersen? Det er du ret god til!
- Jeg har fået mange forespørgsler om det. Men eh... jeg er ikke sådan helt klar
til at lave en solo til endnu. Jeg er så gammel i gårde, at jeg ikke har noget
hastværk. Men ved du hvad? Nu har John Mogensen jo fået et comeback i Danmark.
Så det kan være, det samme sker for 'Laban' om 10 år. Ha, ha. Men nu er jeg
altså i Austin for at finde de der berømte musikalske rødder.
Dem er der den onde lyne mig også mange af i Austin, byen hvor folk mener, at
alt, hvad der kan udsættes til i morgen skal udsættes til i over morgen. Der er
jo tid nok. Tag det roligt.
Byen, der har fostret legender som Janis Joplin, ZZ-Top og Steve Ray Vaughan,
får musikalsk det såkaldte musikmekka i Nashville, Tennessee til at ligne en
gang slatten vandgrød.
(Af Peter Nørggard, Foto: Jesper Stormly - Ekstra Bladet, lørdag
14. marts 1992)
|
|
DE TOG TEXAS MED STORM
Dansk-norske rock-musikere fik det amerikanske publikum op af stolene
AUSTIN, TEXAS, (Ekstra Bladet - 2 dage efter): - "Gud! Er det her vi skal spille? Det ligner jo
forhallen på Hotel Scandinavia i København. Nå! Men vi må jo hellere gå til den.
Nu skal de der Texas-folk ha' noget rock and roll."
De dansk-norske sangere og musikere Ivan 'Laban' Pedersen, Poul Krebs, Henning
Kvitnes, Frank Marstokk, Michael Rasmussen, Helge Solberg og Søren Jacobsen er i
Austin, Texas.
Musikbyen over alle musikbyer.
Et foretagende på størrelse med Århus, men med næsten lige så mange spillesteder
som Danmark har tilsammen. Så de lokale er af gode grunde kræsne.
Årsagen til besøget er en stor musik-komsammen. "South by Southwest" kaldes
træffet, der kører på femte år. En begivenhed, der samler folk fra hele verden.
SLØVT PUBLIKUM
De dansk-norske musikere, der normalt ikke spiller sammen på hjemmebane, har
taget instrumenterne med. For at vi også kan spille rock and roll i Skandinavien
skulle de altså lige hvile nede i Texas.
Klokken er lidt over midnat lørdag på det fornemme Hyatt Regency Ballroom. Et
lokale der ikke indbyder til svedig rock.
Omkring 80 mennesker sidder og glor sløvt lige ud i luften efter at have hørt på
en forkølet, rædselsfuld folkesanger, der sikkert kan sin Dylan, men lyder som
en skrækkelig amatørudgave af Sebastian og Jodle Birge.
Så det er ikke de bedste betingelser, danskerne og nordmændene har, da de
indtager scenen i det smagsløse og kønsløse lokale, der er mere egnet til en
frøhandlerkongres end til rock.
Men et løfte er et løfte.
Det er bare om at gå igang. Stille og roligt introducerer sangeren Poul Krebs
sig selv og kollegerne og tæller til fire. Så kører det ellers derudaf. Som blev
der smidt et ordentligt kanonslag i lokalet. Publikum vågner med et sæt: - hvad
i alverden er det for noget? Sådan nogle skide danskere og nordmænd! De kan jo
godt.
Da lange Ivan Pedersen overtager solistrollen bliver der for alvor fuld damp på.
Bandet er blevet sammenspillet, og "lortet koger" som man vist nok siger på
rocksprog.
Godt en time bliver det hele til.
- "Strålende". "Bragende godt".
Roserne er mange fra det amerikanske publikum.
Nede i et hjørne har der hele tiden stået en lidt underlig mand og skulet. Jimmy
Carl Black hedder han. Han er indianer og i dag en levende legende som
trommeslager. Han var i sin tid medlem af det oprindelige amerikanske band
"Mothers of Invention" i dag nærmest et kultforetagende.
- "Hvad synes du om danskerne og nordmændene, Jimmy Carl Black?"
- "De spillede fremragende. Det mener jeg. Helt ærligt. De har jo country i
sjælen, og rock i hjertet. Sådan skal dét være."
Danskerne og nordmændene forlader svedende scenen.
Jobbet blev passet. De tog røven på det forvente Texas-publikum.
(Af Peter Nørggard, Foto: Jesper Stormly - Ekstra Bladet, mandag
16. marts 1992) |
